Fotocredit: iStock
19.03.24 DI Bilbranchen Nyheder

Europa-Kommissionen med klar opfordring til udskiftning af takografer

I slutningen af 2024 skal flere hundredetusinde lastbiler til international godstransport have udskiftet deres takografer med den nyeste version. Derfor kommer Kommissionen nu med en klar opfordring til værksteder og transportbranchen.

Transportvirksomheder bør bruge den periodiske kontrol af takografen til at få udskiftet den gamle takograf med den nyeste såkaldte anden generations intelligente (smart) takograf (også kaldet G2V2). Sådan lyder en kraftig opfordring til alle europæiske virksomheder i transportbranchen samt lastbilværkstederne fra Europa-Kommissionen (DG MOVE).

Opfordringen kommer for at undgå samme situation med flaskehals som lastbilbranchen oplevede i andet halvår 2023, hvor der var så kraftig mangel på takografer til nye lastbiler, at Kommissionen var nødt til at acceptere medlemslandenes individuelle undtagelser fra kravet om de nye G2V2-takografer.

Kommissionen opfordrer således virksomheder, der udfører international vejgodstransport, til at forudse udskiftningen af takografer, fremfor at vente til sidste øjeblik, og således i videst muligt omfang benytte den periodiske kontrol af takografen til at få udskiftet til den nyeste version takograf.

De europæiske producenter af takografer har bekræftet overfor Kommissionen, at de har truffet de passende foranstaltninger til at håndtere den forventede stigning i efterspørgslen.

Alle aktive lastbiler til brug for grænseoverskridende vejgodstransport skal pr 18. august 2025 have udskiftet til den nye G2V2-takograf (anden generations intelligente takograf). Inden da er der imidlertid andre krav for visse typer lastbiler ved udgangen af 2024 (se nedenfor).

Kommissionen gør opmærksom på, at såfremt de europæiske virksomheder vælger ikke at udskifte takograferne løbende, kan dette koste den europæiske transportbranche større omkostninger, hvis der skabes en flaskehals omkring tidsfristen for udskiftning af takograferne.

Hvornår skal din lastbils takograf udskiftes?

Er du i tvivl om, hvornår dit køretøjs takograf senest skal have udskiftet den ældre version takograf, kan du se en forklaring nedenfor.

Lastbiler registreret i Danmark og som opererer med transport ud over Danmarks grænser:

Analog takograf

(G1V1)

Digital takograf

(G1V2)

Intelligent takograf v1

(G2V1)

Intelligent takograf v2

(G2V2)

Udskiftes senest

31. december 2024

Udskiftes senest

31. december 2024

Udskiftes senest

18. august 2025

Intet krav om udskiftning

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold