DI Handel Nyheder

EU letter momsafregning for virksomheder

EU-landene er tirsdag blevet enige om nye regler for momsafregning ved e-handel over grænser. Ifølge DI vil det lette hverdagen for de danske virksomheder, der allerede er i gang med e-eksport og fjerne én af barriererne for at komme i gang.

Hvor virksomheder i dag skal afregne moms i hvert enkelt EU-land, de sælger til, vil de med de nye regler kunne afregne ét sted gennem deres lokale myndigheder, den såkaldte one-stop-shop. Samtidig fjernes de eksisterende fjernsalgsgrænser for, hvornår virksomheder skal afregne lokal moms og erstattes af en fælles europæisk grænse på 10.000 EUR på EU-plan.

-Det er en rigtig god dag for e-handlen. I dag bruger virksomheder mange ressourcer på momsafregning til andre lande. Det er en betydelig lettelse ikke at skulle håndtere momsafregning efter forskellige satser og systemer i hvert enkelt land, de sælger til, siger branchedirektør i DI Handel Annette Falberg.

Lettere vej til e-eksport

Konceptet med one-stop-shoppen er kendt allerede i dag. Siden 2015 har sælgere af elektroniske ydelser som f.eks. software, e-bøger mv. kunne afregne moms til alle EU-lande via den lokale one-stop-shop.

-Initiativet gør det lettere at komme i gang med eksport via e-handel, fordi én af de store barrierer bliver fjernet. Det er vigtigt for dansk eksport, at vi er til stede på de digitale kanaler – også i udlandet. 42 pct. af de europæiske indkøbere køber ind via digitale kanaler. Hvis vi ikke er til stede digitalt, kommer vi simpelthen til at gå glip af omsætning i fremtiden, siger Annette Falberg.

Det er frivilligt for virksomheder at bruge one-stop-shoppen, men DI forventer at forslaget vil føre til, at der fremover bliver afregnet mere moms og korrekt moms, fordi medlemsstaternes skattemyndigheder vil komme til at arbejde tættere sammen.

Den del af de nye regler, der vedrører one-stop-shoppen, træder i kraft i 2021.

Læs Europa-Kommissionens pressemeddelelse her.

Relateret