Christian hjælper vaskerierne med at spare på vandet
Med optimeret processtyring og den rigtige kemi gør Ecolab det til en god forretning at spare på naturens ressourcer.
Helt ren vask med en stadig lavere belastning på naturens ressourcer. Det er missionen for Christian Köcher og hans kollegaer i Ecolabs Tekstil-division.
Hver dag skal millioner af håndklæder, uniformer og lagner vaskes og desinficeres, så de kan bruges igen og igen og igen. Det sker på hoteller, sygehuse og andre steder, hvor kunderne har brug for en 100 procent effektiv vask, og her kommer Ecolab ind i billedet. De hjælper vaskerierne med at styre vandforbrug, energiforbrug og kemi, så vask og tørring foregår med den mest hensigtsmæssige temperatur og kemiske sammensætning af vaskemidlerne – uden at slække på kravene til kvaliteten.
Vores kunder vasker tøj i tons snarere end i kilo. Min opgave er gennem løbende rådgivning og sparring at optimere kundernes forretning, og dermed vores egen. Jeg er en form for problemløsende og rådgivende konsulent, selvom det selvfølgelig er med salg for øje. Vi vil jo have vores løsninger ud på markedet. Christian Köcher
Christian har været i Ecolab-koncernen siden 1997 og i dag er salgs- og udviklingsansvarlig i de nordiske lande. Han er oprindeligt uddannet kemiingeniør, og undervejs i karrieren har han blandt andet arbejdet med R&D, marketing og product management, og han har også været divisionschef. Men det gav ham ikke den samme arbejdsglæde, som han har nu.
”Jeg sad med ansvaret for 23 medarbejdere, så der gik meget tid med personaleledelse. Da der kom en åbning, valgte jeg at skifte, for det, der driver mig, er at have kontakten med kunderne.”
Den rigtige hvidhed og blødhed
Samarbejdet med kunderne som blandt andre Elis og Textilia Group (tidligere De Forenede Dampvaskerier) strækker sig ofte over mange år, hvor man hele tiden udvikler processerne med henblik på at spare på ressourcerne.
”Vores kundeforhold bygger på relationer og tillid, og det er afgørende, at vores værdier harmonerer med kundens. Det handler om, at vaskeriet kan levere rent tøj fri for pletter og med den rigtige hvidhed og blødhed, samtidig med at man belaster miljøet mindst muligt og minimerer sliddet på tøjet. Det kræver meget knowhow, og det har vi i vores organisation.”
Gennem sin karriere hos Ecolab har Christian oplevet, hvordan virksomheden hele tiden har gjort nye landvindinger, så man har kunnet skrue væsentligt ned for vasketemperaturerne og spare på vandet – og alligevel sørge for en vask af højeste kvalitet. Tidligere var det normalt at vaske ved 80 grader og tilsætte klor for at være sikker på, at tøjet blev fuldstændigt rent.
Med et nyt koncept kan vi nu vaske ved kun 40 grader og stadig sørge for fuld desinfektion. Vi tilsætter ikke mere kemi, vi bruger bare en anden kemi, der belaster miljøet mindre og er i tråd med Svanemærket Christian Köcher, salgs- og udviklingsansvarlig hos Ecolab
Kort om Ecolab
- En global koncern, der leverer services til alle industrier indenfor hygiejne, desinfektion vandbehandling og kølesystemer
- Der er 47.000 ansatte på verdensplan og 110 i Danmark
- Ecolab har i år 100-års jubilæum
I tæt parløb med kunderne
Ecolab forsøger hele tiden at udvikle nye processer, som sparer på ressourcerne, og som samtidig giver kunderne gevinst i form af færre udgifter til vand, varme, energi og mindre slitage på det vaskede tøj. Og det sker hele tiden i et tæt parløb med kunderne.
Jeg er selv med ude og overvåger processerne første gang. Det handler ikke om at lave et kanonsalg, det handler om at skabe gensidig tillid. Vi er partnere og finder den rigtige løsning sammen, Christian Köcher, salgs- og udviklingsansvarlig hos Ecolab
Fremtiden for Ecolab og vaskerierne byder på et endnu mere effektivt ressourcebrug og mere monitorering af vaskeprocesserne.
”Vi er ikke færdige med at spare på vandet. Vi kommer til at genbruge mere vand, og data fra vaskerierne vil give os endnu bedre indsigt i vaskeprocesserne, så vi kan spare endnu mere på vand- og energiforbruget,” fastslår Christian, som oplever at hans arbejde giver en høj grad af mening, fordi han bidrager til at sikre et bedre miljø i fremtiden.
”Vand er en af de allervigtigste fælles ressourcer, som vi alle sammen skal blive bedre til at passe på. Vi oplever i de her år, hvordan temperaturerne i verden stiger, og flodernes niveau falder. Jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst bliver jeg om, hvor vigtigt det er, at vi passer på naturen og klimaet,” fastslår Christian Köcher.
Christian Köcher
- Salgs- og udviklingsansvarlig i Ecolabs Tekstil-division i Norden
- Har været ansat i Ecolab i forskellige stillinger siden 1997
- Er gift, har to døtre på 17 og 19, og bor i Køge