DI Bilbranchen Analyser

Nyt Tendens: Fortsætter elbilfesten?

Tilskudsordninger syd for grænsen har bidraget positivt til den grønne omstilling af bilparken i Danmark. Men fortsætter denne udvikling? Det dykker en ny analyse fra DI Bilbranchen ned i.

Foto: FreePik.com

I slutningen af 2023 rundede Danmark 200.000 elbiler i bilbestanden. Det skyldes bl.a. gode vilkår for salget af både nye og brugtimporterede elbiler i takt med, at udbuddet af elbiler og efterspørgslen begge stiger betydeligt.

Den grønne omstilling af bilparken har bl.a. nydt godt af de mange tilskudsordninger til elbiler i forskellige lande i Europa. Derfor har den danske bilbranche haft mulighed for at hente brugte elbiler, der var indregistreret med tilskud, til landet.

DI Bilbranchens nye udgave af brancheanalysen Tendens har imidlertid kigget på de kommende års forventede markedsmekanismer, hvor bilproducenternes stordriftsfordele stiger og råmaterialepriserne til elbil-batterierne falder til et niveau, hvor efterspørgslen på elbiler i resten af Europa vil stige markant.

”Hvis den danske regering fortsat ønsker at skubbe den grønne omstilling af bilparken i den rigtige retning, er det således vigtigt, at bilafgifterne for nye elbiler holdes nede i niveau frem mod 2030, i stedet for at lade dem stige som planlagt,” lyder det af analysen.

Sådan udviklede bilsalget sig i 2023
Nybilsalget steg til cirka 173.000 nyregistreringer i 2023, hvilket svarer til en stigning på ca. 17 pct. i forhold til nybilsalget i 2022. Stigningen i nybilsalget indikerer en markant forbedret forsyningskæde i bilindustrien, og de grønne biler medvirker til forstærket interesse i nye biler.

Således var mere end hver tredje nye solgte bil i Danmark i 2023 en elbil. Elbilerne var samtidig den eneste drivmiddeltype, der steg i markedsandele, imens benzin-, diesel- og pluginhybridbiler alle mistede markedsandele.

Elbilernes grønne aftryk på nybilsalget afspejlede sig også i top ti mest solgte bilmærker, hvor det mest solgte mærke – Tesla – var et rent elbilmærke, og hvor det andet og tredje mest solgte mærke – henholdsvis Volkswagen og Audi – havde en andel af mærkets samlede elbilsalg på henholdsvis 37 pct. og 22 pct. På tværs af de ti mest solgte bilmærker var den gennemsnitlige elbil-andel 33 pct. af mærkernes samlede bilsalg.

Tendens viser desuden, hvordan leasingmarkedet udviklede sig i 2023, hvor der var tale om en regulær slutspurt. Analysen giver samtidig et bud på, hvilke markedsdynamikker 2024 kan bringe med sig på leasingmarkedet.

Desuden kan du læse meget mere om omsætningen, et bud på hvordan det samlede salg af personbiler og vare-/lastbiler vil udvikle sig i 2024, en status på den høje aktivitet på branchens eftermarked, et bud på nybilsalget i de første måneder af 2024 og meget mere.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold