Fotokredit: Dansk Metal

13.06.23 DI Bilbranchen Nyheder

Velfortjent fejring af Årets Mekanikerlærling

En glad og taknemmelig Anders Bech-Petersen fra Semler Mobility i Aalborg blev overrasket med konfetti, diplomer og taler, da han i fredags modtog prisen som Årets Mekanikerlærling 2023.

Hvad der virkede som en normal arbejdsdag skulle senere vise sig at blive noget helt andet for personvognsmekanikerlærling Anders Bech-Petersen. Ind gennem værkstedsporten hos Semler Mobility i Aalborg kommer en højtrungende og reklamedekoreret rallybil, hvori den professionelle rallykører Jeannette Kvick sidder. Og med sædvanlig arbejdsomhed og fokus på at være service minded, tager Anders vel imod den atypiske udfordring. Det er dog ikke service eller reparation, som Jeannette beder Anders om.

For i samme øjeblik springer konfettien og værkstedet fyldes med Anders’ kolleger, familie, ledere, undervisere, journalister og repræsentanter fra Bilbranchen og Dansk Metal. Og sammen med Jeannette Kvick overrækkes prisen ’Årets mekanikerlærling’ til Anders, som han, uden at vide det, er blevet indstillet til.

Det hele er en meget surrealistisk oplevelse lige nu. Jeg vidste ingen ting overhovedet, men jeg er meget taknemmelig over de ting, som er blevet sagt i dag og skrevet i indstillingen. Det er rart, når den indsats, man lægger i arbejdet, også bliver anerkendt. Årets Mekanikerlærling 2023, Anders Bech-Petersen

Anders har taget en anderledes vej ind til mekanikerfaget. Efter at have afsluttet sin gymnasiale uddannelse med flotte karakterer, besluttede han sig for at starte på personvognsmekanikeruddannelsen. Hans gamle VW Polo, som han skruede på i sin tid i gymnasiet, havde vakt hans interesse for bilens mekanik og teknik.

”Jeg er rigtig glad for, at jeg valgte at gå den her vej efter gymnasiet. Jeg vidste godt, at det var en branche i rivende udvikling. Og det ser jeg bare her på værkstedet, hvor vi får flere og flere elbiler ind. Der er mange udfordringer at hente i det her fag, og det er absolut spændende”, siger Anders, der også indskyder, at diagnosticering og fejlsøgning på biler kunne være et felt, som han gerne vil specialisere sig yderligere i.

Foruden Anders’ arbejdsindsats og gode sociale egenskaber, er det nemlig hans naturlige interesse for faget og branchen, som værkstedschef Nick Andreasen og tillidsrepræsentant Søren Larsen lagde vægt på i indstillingen. Og derfor passer Anders rigtig godt ind i Semler Mobilitys værksted i Aalborg mener filialchef Nils Rodh.

”Han er utrolig nysgerrig, spørgende og eftertænksom på en konstruktiv måde. Og derfor har vi stor tillid til ham og hans arbejde. Vi er aldrig bange for at give ham en udfordring", siger Nils Rodh.

Denne fejring af Anders er også en ros til hele værkstedet og vores forretning. For hvis du skaber et miljø og en struktur, hvor der er fokus på læring, arbejdsmiljø og gode kollegaer, som vil hinanden, så vil talenter blomstre. Og medarbejdere som Anders stiller omvendt også krav til os som arbejdsgiver. De vil have indhold og værdi i dagligdagen, og jeg synes, vi har formået at skabe en kultur, som favner og rummer det. Filialchef Nils Rodh, Semler Mobility i Aalborg

Efter overrækkelsen af diplomer og taler blev værkstedet lukket kort ned og alle kollegaer blev samlet til en solid omgang morgenbrød for at fejre deres dygtige kollega.

Foto: Bilbranchen

Bilbranchen: Vores branche har brug for dygtige folk som Anders
Anders fik også et par ord med på vejen af Bilbranchens direktør Thomas Møller Sørensen under overrækkelsen.

”Du kunne vælge en karriere på alle hylder, men du valgte en vej som personvognsmekaniker. Det er vi i branchen meget glade og taknemmelige for. For vores branche har brug for gode og dygtige folk i fremtiden”, sagde Thomas Møller Sørensen.

Hvis vi skal sikre velstanden i Danmark og ikke mindst nå i mål med den grønne omstilling, har vi brug for mange flere som dig - mange flere faglærte. Faglærte til at bygge vindmøller og solcelleanlæg, faglærte til at installere varmepumper og, som i dit tilfælde Anders, faglærte til at servicere og reparere elbilerne. Thomas Møller Sørensen, Branchedirektør

Som en ekstra del af præmien kan Anders nu se frem imod, at han skal være med på Jeannette Kvicks mekanikerteam under et internationalt rallyløb i Tjekkiet senere på året.

I sin tale til Anders takkede Thomas Møller Sørensen ham for at have valgt personvognsmekanikeruddannelsen. Branchen har brug for dygtige faglærte som Anders.

Foto: Dansk Metal

Tak for de mange indstillinger
Anders blev valgt som Årets Mekanikerlærling i et stærkt felt af andre indstillede lærlinge fra Bilbranchens medlemmer. Bilbranchen kvitterer og takker i den forbindelse for de mange flotte indstillinger.

Om prisen

Årets Mekanikerlærling uddeles i samarbejde mellem Bilbranchen og Dansk Metal. Der vil blive åbnet op for indstillinger til næste års pris i foråret 2024. Mere information følger.

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold