11.11.23 OPS Nyheder

DI i nyt udspil: En ny ældrelov skal sætte borgeren i centrum

DI har samlet 11 anbefalinger til en ny ældrelov, der giver borgerne flere valgmuligheder, øger kvaliteten og styrker brugen af velfærdsteknologi. Udfordringerne er så monumentale, at vi er nødt til at finde helt nye svar, lyder det fra Jakob Scharff.

Flere valgmuligheder til borgerne, højere kvalitet i ældreplejen og velfærdsteknologi som 'ny normal'. Sådan lyder overskrifterne på et nyt udspil fra DI, der indeholder 11 anbefalinger til en kommende ældrelov.

Ifølge branchedirektør i DI, Jakob Scharff, har forslagene det afgørende fokus til fælles, at de nytænker ældreplejen med borgerne i centrum. 

- Udfordringerne er så monumentale, at vi er nødt til at finde helt nye svar. Vi skal fjernet en række af de snubletråde, der spænder ben for at medarbejderne kan bruge deres tid og fokus på at levere pleje og omsorg til borgerne. Og samtidig skal vi sikre, at alle borgere oplever reel selvbestemmelse, hvad enten de bor på plejehjem eller modtager hjemmehjælp, siger han.

En ny analyse fra DI viser, at vi frem mod 2050 kommer til at se en fordobling i andelen af danskere, der er mindst 80 år gamle. Omvendt oplever kommuner og leverandører, at det er svært tiltrække de medarbejdere til at tage sig af de borgere, der har brug for pleje og omsorg. 

Mere frit valg

Med udspillet vil DI give borgerne bedre mulighed for selv at vælge plejehjem eller hjemmeplejeleverandør. Konkret vil man indføre et krav om, at mindst hver fjerde plejebolig i hver kommune skal varetages af private aktører, ligesom at det frie valg for borgere i eget hjem skal udvides til også at gælde rehabilitering og sygepleje.

- Hvis vi gerne vil undgå A- og B-hold i velfærdssamfundet, er vi nødt til at kunne tilbyde en bred vifte af valgmuligheder i den skattefinansierede ældrepleje. Det nytter ikke noget, at adgangen til et reelt frit valg bliver et postnummerlotteri, siger Jakob Scharff.

Større fokus på kvaliteten

Jakob Scharff efterlyser desuden, at ældreplejen i langt højere grad styres efter kvaliteten og at kommunerne koncentrerer sig om at levere pleje og omsorg fremfor praktiske opgaver som rengøring. 

- Manglen på arbejdskraft betyder, at vi må stille skarpt på, hvad der reelt skaber værdi for borgerne. Lad os få en fordomsfri diskussion af, hvilke opgaver, som fortsat skal lægge beslag på medarbejdernes begrænsede tid, og hvilke vi med fordel kan overlade til virksomheder, pårørende og civilsamfundet.

DI foreslår bl.a. en mere fleksibel visitationsmodel, en øget gennemsigtighed i borgernes tilfredshed og et nyt servicefradrag for praktisk hjælp i hjemmet.

Bedre brug af velfærdsteknologi

Det tredje spor i udspillet handler om at udbrede digitale løsninger og velfærdsteknologi, som kan frigøre tid blandt det social- og sundhedsfaglige personale og skabe værdi for borgerne – bl.a. ved at gøre det lettere at få godkendt tryghedsskabende monitoreringsværktøjer.

- Hvis vi med teknologi kan hjælpe borgeren et langt stykke ad vejen, så er det det, vi skal gøre. Vi skal ikke starte med den analoge løsning, hvor en medarbejder forstyrrer borgeren fysisk, hvis man kan gøre det på en smartere måde ”, siger Jakob Scharff.

Regeringen forventer at præsentere sit udspil til en ny ældrelov inden året er omme, mens et egentligt lovforslag forventes fremsat i februar 2024.

Fakta: DI's anbefalinger

  1. Offentlig-privat samarbejde om fremtidens plejehjem
  2. Et udvidet frit valg for borgere i eget hjem
  3. Lige adgang til et nemt, hurtigt og trygt leverandørvalg
  4. Fair og lige vilkår for offentlige og privat leverandører
  5. Lettere vej til godkendelse af leverandører
  6. Et opgør med minuttyranniet
  7. Gennemsigtighed i faglige resultater, borgernes tilfredshed og medarbejdertrivsel
  8. Et tætter samarbejde med erhvervsliv og civilsamfund om de praktiske opgaver
  9. Teknologi og digitale løsninger skal være førstevalget
  10. Fjern barriererne for tryghedsskabende teknologi
  11. Nationalt program for skalering af velfærdsteknolog

Læs hele udspillet her

Relateret indhold