Ny politisk aftale er en mavepuster for virksomhederne
I sidste uge blev vores bange anelser til virkelighed, da vi kunne se offentliggørelsen af aftalen om den såkaldte sektordimensionering. Aftalen reducerer antallet af uddannelsespladser på danske universiteter, herunder desværre også markante nedskæringer på it-uddannelser.
Fra starten har vi i DI været imod sektordimensioneringen, som fjerner pladser fra universitetsuddannelserne uafhængigt af efterspørgslen fra arbejdsmarkedet. Hvis der absolut skal skæres, har vi opfordret til, at det sker på uddannelser, hvor der er høj ledighed.
I stedet har regeringen og SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative valgt at skære rigtig mange pladser på universiteterne uden at tage dette vigtige hensyn. Helt konkret reducerer aftalen optaget på landets universiteter med10,2 procent i forhold til det gennemsnitlige bacheloroptag i perioden 2018-2022.
Det betyder også, at universiteter som ITU skal reducere med en årlig reduceringsprocent på 6,7% fra 2025-2029, for DTU er der tale om 6,5%, og For Aalborg Universitet 12,1%. Og det er blot nogle af de universiteter, som udbyder vigtige uddannelser inden for it.
Det er kritisk. Vi har i årevis haft stor mangel på it-specialister, ikke bare i it-virksomhederne, men i hele erhvervslivet. De seneste tal om virksomhedernes adgang til it-kompetencer fra Danmarks Statistik viser, at det i 2022 var 63 pct. eller næsten to ud tre af virksomheder, der forsøger at rekruttere it-specialister, som har oplevet vanskeligheder med at rekruttere dem.
Problemet med manglende it-specialister er et velkendt problem, og vi har i DI arbejdet hårdt på, at der blev taget højde for problemet i kommende reformer på uddannelsesområdet. Derfor føles det som en fuldgod mavepuster, at regeringens ikke har lyttet til erhvervslivets opråb med den nye aftale om sektordimensionering.
Lige nu ser vi også en voldsom udvikling inden for nye teknologier, ikke mindst kunstig intelligens. Vi står altså foran en kæmpe mulighed for at bruge AI og andre nye teknologier til at løse vores samfunds problemer – f.eks. den grønne omstilling, manglen på arbejdskraft og kapaciteten i sundhedsvæsenet
Regeringen har for nyligt lanceret gode visioner for Danmarks digitale fremtid med digitaliseringsstrategien “Ansvar for den digitale udvikling”.
Men med den nye aftale om sektordimensionering, er vi nødt til at spørge: er det en regering, der er indstillet på at sætte den nødvendige handling bag visionerne? For med den nye aftale er det svært at se, hvordan virksomhederne får adgang til de it-specialister, der skal være med til at indfri visionerne.
I DI vil vi fortsat arbejde for, at der kan findes en måde at sikre dansk erhvervslivs behov for højtuddannede it-specialister i hele landet.