01.12.21 DI Handel Nyheder

Store bøder for overtrædelser af markedsføringsloven fra 1. januar 2022

Folketinget vedtog i sidste uge en lov, der fra 1. januar 2022 betyder store bøder for overtrædelser af markedsføringsloven samt strengere regler for markedsføring over for børn og unge under 18 år.

Store bøder for overtrædelser af markedsføringsloven

Fra den 1. januar 2022 indføres der en ny bødemodel i markedsføringsloven, som vil udløse større bøder for overtrædelser. Som noget helt nyt vil en bøde som udgangspunkt blive baseret på baggrund af din virksomheds omsætning.

Hvis din virksomhed fx har en omsætning på mellem 0-5 mio. kr. om året, vil en bøde som udgangspunkt blive takseret til mellem 40.000-80.000 kr. For større virksomheder, der fx omsætter for 50-100 mio. kr. om året, vil bødeniveauet ligge på mellem 400.000-1.000.000 kr., mens en virksomhed, der har en årlig omsætning på mellem 200-500 mio. kr., kan forvente en bøde på mellem 0,5-5 mio. kr.

Afhængig af de konkrete omstændigheder, vil bøden kunne variere fra de nævnte takster, og være lavere eller højere, hvis der enten er tale om et mildt eller et groft tilfælde.

Nedenfor kan du se skemaet, som bøderne bliver beregnet ud fra. Udgangspunktet for bødens størrelse vil være ”normal bødeniveau” (2. række), men det kan fraviges i det konkrete tilfælde. Så hvis overtrædelsen fx kun har varet i kort tid, kan bøden blive beregnet ud fra ”nedsat bødeniveau” (1. række), mens ”forhøjet bødeniveau” (3. række) kan komme i spil, hvis overtrædelsen er meget grov. 

image8hjh.png

Bøder for spam, uanmodet telefonisk henvendelse mv.

Der er også vedtaget nye bødemodeller for administrative bødeforelæg ved:

  • Overtrædelse af spamforbuddet
  • Uanmodet telefonisk henvendelse
  • Uberettiget brug af logoer og mærker
  • Markedsføring af arrangementer rettet mod børn og unge under 18 år, hvor der er omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler

Ved de nye bødemodeller for administrative bødeforelæg baseres bøden dog ikke på virksomhedens omsætning, men derimod på overtrædelsens varighed eller omfang.

Bøder for spam bliver væsentlig større, og minimumsbøden bliver fordoblet til 20.000 kr. Som det ses på skemaet nedenfor, afhænger bøden af, hvor mange henvendelser der er blevet sendt. Har I fx sendt op til 30 e-mails, der indeholder spam, vil bøden være 20.000 kr. Hvis I sender mere end 100 mails med spam, vil bøden koste 50.000 kr. plus 200 kr. for hver eneste mail udover de første 100.

Vær også opmærksom på, at bødehammeren falder for hvert eneste forhold. Så hvis din virksomhed i løbet af en måned sender et nyhedsbrev til 100 modtagere hver uge, dvs. 4 gange, vil den samlede bøde løbe op i 200.000 kr. (4 x 50.000 pr. nyhedsbrev), såfremt spamreglerne ikke er overholdt i alle 4 nyhedsbreve.

imageudi5n.png

Strengere regler for markedsføring over for børn og unge under 18 år

Fra den 1. januar 2022 strammes reglerne for markedsføring over for børn og unge under 18 år.

I dag må man ikke markedsføre rusmidler over for børn og unge under 18 år. Det bliver nu udvidet til andre produkter, som er ”uegnede” for børn og unge under 18 år. Følgende er eksempler på produkter, der anses som uegnede for børn og unge:

  • Kosmetiske indgreb
  • Solarier
  • Energidrikke
  • Slankeprodukter
  • Tatoveringer
  • Produkter af seksuel karakter mod betaling – fx sugardating.

Derudover bliver det ulovligt at markedsføre over for børn og unge via profiler på sociale medier, der enten tilhører eller ser ud til at tilhøre et barn under 15 år. Endelig bliver det også forbudt for virksomheder at bruge børn under 15 år i markedsføring over for børn og unge, medmindre barnet blot på naturlig vis illustrerer eller viser et produkt.

Typiske faldgruber at være opmærksom på

For at undgå at overtræde markedsføringslovens regler og ifalde sig bøder, bør I være opmærksomme på følgende typiske faldgruber:

  • Indhenter I gyldigt samtykke til markedsføring hos jeres kunder? Husk alle krav til samtykke – læs mere i Forbrugerombudsmandens vejledning om spam.
  • Bruger I sparbudskaber? Husk at overholde reglerne om prismarkedsføring – læs mere i Forbrugerombudsmandens retningslinjer.
  • Markedsfører I over for børn og unge under 18 år? Vær opmærksom på de nye regler om uegnede produkter og markedsføring på sociale medier.
  • Laver I ”grøn” markedsføring? Husk at jeres miljø- og klimavenlige udsagn ikke må være vildledende.
  • Gør I brug af konkurrencer til indhentelse af samtykke til markedsføring? Vær opmærksom på, at I overholder reglerne for konkurrencevilkårene.

Dette er blot eksempler på, hvordan I kan risikere at overtræde reglerne om markedsføring og dermed ifalde store bøder fra den 1. januar 2022.

Åbningstider:

Har du spørgsmål til markedsføringsloven generelt, eller er du i tvivl om, hvordan din virksomhed skal forholde sig til de nye regler, kan du kontakte chefkonsulent/advokat Marie Krogsgaard Pedersen

Ring til os:

Relateret indhold