Den 07. januar 2021 afholdte DI Handel i samarbejde med SPASIBA – The Social Agency, webinaret: Sådan udarbejder du en SoMe-strategi.

05.02.21 DI Handel Nyheder

Sådan får du succes med din SoMe strategi

De sociale medier bugner med muligheder for at blive set af nuværende og potentielle nye kunder, men for at opnå succes på kanalerne, er det essentielt at have en klar strategi. SoMe-eksperterne, Nicolaj Sandberg og Jeppe Conrad Larsen, guider dig i denne artikel til de væsentligste spørgsmål din social mediestrategi bør besvare.

Den 07. januar 2021 afholdt DI Handel i samarbejde med SPASIBA – The Social Agency webinaret ”Sådan udarbejder du en SoMe-strategi”. Partnerne Jeppe Conrad og Nicolaj Sandberg var oplægsholdere, og de skød det nye år i gang med at dele deres erfaringer fra arbejdet med bl.a. coop.dk, HVISK, WWF, Lauritz.com m.fl. 

I nedenstående afsnit dykker vi ned i de væsentligste pointer, som Nicolaj Sandberg og Jeppe Conrad delte på webinaret.

Effektiv kommunikation på sociale medier kræver en strategi
For at undgå, at dine opslag på de sociale medier ikke drukner i mængden, er det vigtigt, at du har udformet en klar strategi for dit organiske indhold. For at kunne udforme en konkret strategi bør du først og fremmest indsamle en række indsigter, som du kan definere din strategi på baggrund af.

Læs også: Sociale medier er 2021s handelsplatforme

Hvilke indsigter bør indsamles til strategien?

Målgruppe & medier
Hvilke egenskaber har de forskellige sociale medier til at formidle dit brand?
De forskellige sociale medier har forskellige egenskaber og henvender sig til forskellige målgrupper. Derfor bør man først og fremmest definere, hvilken målgruppe man ønsker at henvende sig til og derefter tage et kig på de enkelte medier og dykke ned i deres egenskaber. På den måde kan du skabe et grundlag for at vurdere, hvorvidt et eller flere medier matcher dit brand.

Markedsforståelse & dataindsamling
Hvem er dine konkurrenter og, hvor er I placeret i forhold til Dem?
For at undgå, at virksomhedens indhold drukner i mængden på sociale medier, er det vigtigt at klarlægge markedet. Her er det essentielt at indsamle viden og data på konkurrenterne både for at lokalisere deres placering, men også for at få et billede af, hvilke opslag der skaber gode resultater. Dataene kan give jer en ide om, hvor store konkurrenterne er og hjælpe jer til at definere, hvilken position på markedet, I ønsker at indtage. Disse data kan indhentes på platforme som Social Kakers og Fanpage Karma.

Læs også: Digital kundeloyalitet er vigtigere end nogensinde

Hvad bør inkluderes i strategien

Temaer
Hvilke relevante temaer ønsker du at kommunikere ud på de sociale medier?
De temaer, du vælger at inkludere i din strategi, bør have en relevans for din målgruppe og dit brand. Definer hvilke temaer, der passer til jeres målgruppe. Det kunne være temaer som bæredygtighed, digitalisering eller et helt tredje emne, som passer til netop jeres virksomhed.

Tone of voice
Hvordan kommunikerer vi digitalt og, hvordan ønsker vi at ”tale” til vores kunder? Skal tonen være formel eller uformel?
Din tone of voice bør stemme overens med dit brand. Samtidig bør din tone of voice være konsistent på alle de platforme, hvor du er til stede. Du skal nemlig sikre, at brugerne hurtigt kan genkende dit brand, når de bliver eksponeret for dine opslag.

Værdier
Hvilke værdier ønsker I at kommunikere?
For at sikre en ensartet kommunikation på tværs af alle kanaler, kan det være relevant at definere specifikke værdi-ord, som er essentielle for jeres virksomhed. Man kan med fordel opstille 5 konkrete værdi-ord, som man vælger at inkorporere jævnligt i sin kommunikation. 

Direkte salg på sociale medier
Hvilke medier skal benyttes som salgskanal?
For at få sociale medier til at understøtte dit salg, er det væsentligt, at du definerer, hvilke medier du ønsker at benytte som salgskanal. Du bør derfor sætte dig ind i de forskellige kanalers muligheder og, hvad platformene tilbyder i forhold til salgsfremmende virkemidler.

Mål
Hvilke mål jagter I?
Det er naturligvis vigtigt, at man definerer nogle konkrete mål i forhold til marketing, salg og kundeservice, som indsatsen på sociale medier skal indfri. Det kan være antal opslag, rækkevidde og engagement, brand kendskab, share of voice, antal salg, annonceafkast, kundetilfredshed og ratings.   

Mindst én gang om måneden bør man validere effekten af arbejdet op imod sine mål således, at man kan justere indsatsen undervejs, hvis man ikke er på rette vej.    

Eksekvering
Hvem skal deltage i SoMe-arbejdet?
Helt konkret er det essentielt at få klarlagt, hvem der gør hvad og, hvornår det skal gøres, så man sikrer sig, at opgaverne bliver eksekveret. I bør klarlægge, hvem der udvikler content, hvem planlægger indholdet og får det delt på de relevante platforme. Når indholdet er delt, bør I ligeledes have en, der besvarer henvendelser og bruger kommentarer. Med en afklaring på ovenstående sikrer du, at ansvaret er fordelt og, at I får afviklet jeres SoMe-strategi effektivt.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Relateret