Ailefos crowdfunding-kampagne er en del af projektet Crowdfunding i Landdistrikterne, som er etpartnerskab bestående af Dansk Iværksætter Forening, Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Industri.

02.06.21 DI Handel Nyheder

Fra Bornholm til 25 lande: Økologisk modellervoks oplever stor efterspørgsel

På Bornholm har Christiane Larsen i virksomheden Ailefo skabt en lille erhvervssucces med økologisk modellervoks til børn. Nu vil hun tage skridtet videre og crowdfunde sig til den kapital, der skal finansiere næste satsning: Allergivenlig ansigtsmaling.

Det krævede i bogstaveligste forstand muskler at få virksomheden Ailefo i gang.

Flere timers æltning, farvning og kokkerering i fællesskab med datteren førte iværksætteren Christiane Larsen på sporet af den perfekte opskrift og konsistens på den økologiske modellervoks, som hendes virksomhed Ailefo lancerede i 2016. Som den første på det europæiske marked.

”At jeg selv har skabt virksomheden, er en kæmpe passion i sig selv. Samtidig ønsker jeg, at vores produkt skal gøre en forskel for den enkelte forbruger, og derved sætte et positivt og bæredygtigt aftryk på verden”, siger Christiane Larsen, der har grundlagt Ailefo på hjemøen Bornholm, hvorfra hun i dag sælger sin økologiske modellervoks til forhandlere i 25 lande.

Læs også: Når kunderne bestemmer, stiger omsætningen

Næste produkt skal finansieres af crowdfunding

Nu er Ailefo på sporet igen. Denne gang handler det om at gøre børnenes ansigtsmaling allergivenlig. Og Christiane Larsen har valgt at bede lokalsamfundet om opbakning. Den 5. maj 2021 lancerede hun derfor en crowdfunding-kampagne på platformen Booomerang.

”Vi er tæt på at finde den helt rigtige opskrift på ansigtsmalingen, og når den er helt klar, skal den på tube, derfor har vi brug for kapital til tubemaskinen. Jeg håber, at rigtig mange vil investere i at gøre børns leg mere bæredygtig og allergivenlig. Det er vigtigt, ikke alene for vores børns sundhed, men også for vores alle sammens klode.”

Økonomisk støtte til projektet udløser eksklusiv adgang til Ailefos produktunivers, f.eks. kan man komme på besøg på fabrikken, der producerer de økologiske og allergivenlige produkter. Ligesom man kan få tilsendt en krea-pakke eller ligefrem få besøg af Christiane Larsen, der fortæller om Ailefos rejse.

Læs også: ”Dine kundeoplevelser skal først og fremmest matche kundens behov”

Crowdfunding rummer store potentialer for landdistrikterne

Ailefos crowdfunding-kampagne er en del af projektet Crowdfunding i Landdistrikterne, som er et partnerskab bestående af Dansk Iværksætter Forening, Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Industri.

”I DI har vi en vision om, at Danmark skal være et paradis for iværksættere. Overalt i Danmark - uden for de store byer - ser vi et stærkt sammenhold og en kæmpe opbakning om lokale projekter.

Vi har set det, når den lokale brugs eller skole har været truet af lukning. Vi tror på, at den form for opbakning bogstaveligt talt kan udmøntes i kontant opbakning til lokale iværksætterprojekter. Her kan crowdfunding blive en nyttig kanal for folkelige investeringer i lokale projekter med iværksættere”, siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær, DI.

Se hele kampagnen: Allergivenlig ansigtsmaling fra Bornholm

Fakta

  • Projektet Crowdfunding i landdistrikterne realiserer tre lokale crowdfunding-kampagner i samarbejde med lokale iværksættere. Som et led i projektet er tre virksomheder blevet udvalgt, og deres crowdfunding-kampagner blev skudt i gang 05. maj 2021.
  • De tre udvalgte virksomheder er: Ailefo på Bornholm, Årø Vingård på Årø samt Skovhaver.dk på Midtfyn.
  • Projektet vil fremme iværksætteri i landdistrikterne ved at sætte fokus på crowdfunding som finansieringsmetode og håber på lang sigt at bidrage til bedre kendskab, øgede kompetencer og forbedrede rammevilkår. Derudover ønsker projektet at bidrage til at øge mængden af risikovillig kapital uden for landets største byer. Læs mere om projektet her.
  • Projektet er drevet af organisationerne Dansk Iværksætter Forening, Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Industri.
  • På baggrund af de lokale kampagner udvikles en række policy-anbefalinger, der overrækkes til det politiske Danmark i november 2021.
  • Projektet er bevilget af Erhvervsstyrelsens pulje til crowdfunding, og projektet løber frem til november 2021.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Katrine Jacobi
Skrevet af:

Katrine Jacobi

Relateret indhold