Vild Is
27.06.23 DI Handel Nyheder

Lokale, økologiske bær er hovedingrediensen i iværksættervirksomhed i Thy

Hvordan kan visioner om et bedre samfund, omtanke for naturen og arbejdsglæde forenes i en iværksætterdrøm? Det er ikke nemt at starte en forretning fra bunden, og Alexander Bengtsen og Rasmus Thøgersen, stiftere af Vild Is, har også mødt udfordringer. Hør historien om de udfordringer og gevinster der er, ved at opstarte og drive en forretning, der både skal være en sjov arbejdsplads og værne om naturen.

Med Vesterhavets brusende bølger i baghaven har to københavnere slået sig ned for at udleve en iværksætterdrøm. Makkerparret Alexander Bengtsen og Rasmus Thøgersen er vokset op sammen, og i 2019 kastede de sig ud i eventyret som iværksættere. Det vigtigste var, at deres fælles værdisæt kunne kanaliseres ind i deres forretning.

Vild Is opstod ud fra en vision om at gøre noget bedre for vores fælles samfund samtidig med, at det skulle være sjovt at arbejde. Og hvad er bedre end en fråderen sodavandsis lavet med økologiske lokale bær til det? Alexander Bengtsen, stifter og partner, Vild Is.

Sodavandsisen blev startskuddet på Vild Is, men at producere lokalt og økologisk er desværre hverken den nemmeste eller billigste måde at drive forretning, og Vild Is har oplevet udfordringer med at få forretningen op på et niveau, hvor de kan leve af den.

Forretningen får et løft med ny sodavand og webshop

Det er svært at skabe en profitabel forretning udelukkende med et så sæsonbetinget produkt som en sodavandsis er.

Nu er Vild Brus kommet til verden, som er et forsøg på at skabe en mindre sukkerholdig sodavand, som stadig smager godt og sødt, og er læskende.

Udover at tilføje et nyt lokalt, økologisk produkt til sortimentet, skal Vild Brus bidrage til et nyt B2C ben. Forventningen er, at et B2C ben kan skabe mere aktivitet og indtægt, samt give virksomheden mere kontrol over deres salgskanaler.

Derudover er Vild Brus allerede ude hos mere end 20 forhandlere og ambitionen er at få nye og måske større kunder og skabe en helårsforretning.

"Der er ikke alle mulige strategiske beslutninger bag – meget af det vi gør, gør vi fordi der opstår en ide, som vi gerne vil føre ud i livet” – Alexander Bengtsen, stifter og partner, Vild Is.  

Det samme gælder for deres nye webshop, som kom til verden fordi de syntes, at det kunne være sjovt at have en webshop. Og så er det jo en oplagt gevinst, at webshoppen kan øge deres salg, og gøre det muligt at ramme nye målgrupper, som ikke er i nærheden af deres eksisterende forhandlere.

Foto: Vild Is

En ærlig tilgang til bæredygtighed

Vild Is har valgt en anden tilgang til bæredygtighed end de fleste andre virksomheder. 

”Jeg synes, at ordet bæredygtighed er meget misbrugt, og jeg kan heller ikke lide at bruge det i vores egen branding”- Alexander Bengtsen, stifter og partner, Vild Is.

I stedet for at fortælle, hvad de gør godt, har de valgt at fortælle alt det, de ikke gør godt nok endnu. Og på deres hjemmeside kan man læse de punkter, hvor de stadig arbejder på at finde bedre og grønnere løsninger.

Alexander påpeger, at deres styrke ganske enkelt kan opsummeres; lokale økologiske bær er hovedingrediensen, og at de så vidt som muligt bruger lokale råvare, hvor de fleste andre køber udenlandske bær og råvare, som langt hen af vejen ligner det samme produkt og er meget billigere, men har en kæmpe CO2-belastning.

Efter fire år med Vild Is har Alexander og Rasmus måtte konstatere, at kold kanvas salg ikke er vejen frem i deres forretning. Og langt størstedelen af deres forhandlere har selv opsøgt dem, enten fordi de har smagt en is, som de syntes var lækker, eller er faldet over dem på sociale medier eller deres hjemmeside, og mener, at de kæmper for noget vigtigt, som de gerne vil støtte op om.

Udfordringen er at formidle til kunderne, hvorfor de skal vælge en sodavandsis, der er dyre end et alternativ, der umiddelbart ligner det samme, men har en halt anden CO2-påvirkning.

”At fortælle den historie er i virkeligheden en af de største udfordringer - det kan godt være, at det koster lidt mere men på den lange bane, er det den rigtige retning at gå for vores samfund. Alexander Bengtsen, stifter og partner, Vild Is.

Derfor spiller de personlige relationer en afgørende rolle, når det kommer til deres kunder. Alexander og Rasmus kører selv ud med deres is, og selvom det er meget tidskrævende, er det også hyggeligt og sjovt, og en måde de kan pleje de personlige relationer til forhandlerne. De oplever derudover, omtanke for naturen og lokalproduktion er vigtigt for deres forhandlere.

What’s next?

Drømmen er at finde balancen mellem at være glødende iværksættere, der brænder for deres arbejde og have mulighed for at holde fri. De seneste år er gået med at producere, og nu skal der også være tid til at lægge fokus nogle andre steder. Blandt andet vil de gerne formidle deres historie med mere video-content. Sommeren har budt på en masse fede events blandt andet Northside, Heartland og de mere lokale som Alive Festival og Thy Rock, hvor Vild Is selvfølgelig var repræsenteret. Planen af klar – flere af sådanne events, mens Vild Is udvider sortimentet og styrker B2C-forretningsbenet og webshoppen.

Foto: Vild Is
Alma Carmen Lyngby Christensen
Skrevet af:

Alma Carmen Lyngby Christensen

Relateret indhold