09.01.18 DI Handel Nyheder

Samarbejde er vejen mod mindre svindel på nettet

DI Handel og DI Digital havde i samarbejde med Yourpay samlet et bredt udsnit af aktører på betalingsområdet til konferencen Nordic Fraud Summit 2017. På konferencen deltog godt 200. Formålet var at få en fælles forståelse af, at der skal mere samarbejde til for at bekæmpe den stigende svindel på nettet.

Mere og mere salg sker via digitale kanaler - både når vi taler om B2C og B2B, så det er ekstremt vigtigt, at alle aktører omkring onlinebetalinger bidrager til høj sikkerhed og tillid, og samtidig opretholder en fornuftig brugervenlighed for både køber og sælger.

Etablerede spillere i form af bl.a. Danske Bank, Nordea og Nets deltog sammen med en række fintech virksomheder. Dagen bevidnede, at der er stor vilje og gode kræfter til et større samarbejde i branchen – i den fælles kamp mod svindel, hvilket DI Handel og DI Digital vil arbejde videre med.

Udfordringerne med svindel på nettet er grænseoverskridende, og det er derfor vigtigt med fælles rammevilkår for branchen og ikke mindst de mange nye fintech virksomheder. Mere enkel og ensartet lovgivning i den store europæiske lovsamling vil være vejen frem for at sikre en nem indgang for specielt fintech virksomheder i andre EU-lande. Det mener DI, hvis forslag enstemmigt blev vedtaget i december 2017 i regeringens Implementeringsråd.

Relateret indhold