30.06.23 Turisme, Kultur & Oplevelser Blog

Vi skal have meget mere Tour de France!

I disse dage er det 1 år siden, at Danmark var pyntet op til gul fest, da verdens største cykelløb indtog vores enestående land. Det bør ikke blot blive et kært minde. Tværtimod.

Det trækker i smilebåndet at genkalde sig oplevelsen af Tour de France i Danmark. Selvom det regnede på 1. etape i København, afholdt det ikke tusinder fra at følge med fra første parket. Etape 2 og 3 var begunstiget af solskin og folkefest langs vejene i det smukke landskab. Men det må ikke bare blive ved det.

Tour de France cementerede Danmark som et internationalt værtsland i absolut verdensklasse.

Selv tourens mangeårige løbsdirektør, Christian Prudhomme, der ellers har oplevet lidt af hvert, måtte tage hatten af for det danske værtskab, da han ved tourens afslutning sagde: ”Det var stort. Det var enormt. Jeg er så glad for, at I gav mig alle argumenterne for at kunne sige til franskmændene, at det var rigtigt at starte i Danmark, og Danmark fortjente starten.”

Det imponerende danske Tour de France event bragte ikke kun stolthed og gåsehud til danskerne. Touren gav meget mere. I alt rejste knap 460.000 danske og udenlandske turister til og rundt i Danmark på grund af Grand Départ, og de medbragte et samlet turismeforbrug på over 750 mio. kr. I de fem værtsbyer – København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg - gav det et skatteprovenu på 263 mio. kr. og skabte knap 700 fuldtidsjob.

Desuden svarede 61% af de interviewede gæster, at de ’helt sikkert’ vil anbefale Danmark som feriedestination. Dykker vi ned i de særligt cykelbegejstrede nationer som Frankrig, Nederlandene og Belgien, kan vi også konstatere, at de tegnede sig for langt flere overnatninger i Danmark i Tour de France-perioden end i 2019. Siden er antallet af nederlandske overnatninger blot steget og steget, mens meget tyder på en forhøjet interesse hos både franskmænd og belgiere.

Det skyldes naturligvis ikke kun Tour de France, men det skyldes også Tour de France. Grand Départ fik på alle tænkelige planer præsenteret, hvad vi har at tilbyde som land og som værtsnation. EM i fodbold 2021, VM i håndbold 2019 og VM i ishockey 2018 er flere stærke eksempler på Danmarks særlige evne til at sætte nye standarder for eventafvikling.

Med events følger gæster, turister, forbrug og omsætning. Events er altså en god investering, der kommer tilbage til samfundet – blandt andet i form af indtægter til statskassen, jobskabelse og en særegen branding af vores dejlige land. Men events kommer ikke af sig selv. Det kræver en særdeles professionel tilgang til arbejdet med tiltrækning af events, det kræver ihærdighed og tålmodighed, og det kræver økonomisk opbakning.

Landets kommuner og de private aktører bærer ofte en stor økonomisk byrde og risiko, når de arbejder konkret med tiltrækning af specifikke events. Med nye ressourcestærke nationer fra især Golf-regionen og Asien er konkurrencen skærpet voldsomt. Når samtidig flere og flere tildelinger af værtskaber i dag sker på baggrund af forhandlinger og dialog fremfor de traditionelle budkampagner, er arbejdet blot blevet yderligere komplekst.

Der kan ikke være tvivl om Danmarks evne til at være vært for internationale superevents, og der kan heller ikke længere være tvivl om den gode business case. Det bør derfor være oplagt med en særskilt national million-investering i tiltrækning af events ved de kommende finanslovsforhandlinger. Eventarbejdet er et afgørende håndtag at dreje på, når den danske turisme skal dyrkes. Events giver omsætning til en lang værdikæde i erhvervslivet og skaber aktivitet over hele året.

Vi har VM i ishockey i 2025 at se frem til, og der arbejdes hårdt på at etablere et World Tour cykelløb omkring hovedstaden og tiltrække VM i cykling i 2029. Men vi har brug for mange flere events. Argumenterne er åbenlyse. Man fristes til at spørge – hvad venter Folketinget på?

Dette debatindlæg er også bragt i Turistmonitor

Maria Krüger Torp

Maria Krüger Torp

Chef for DI Turisme & Oplevelser

  • Direkte +45 3377 3464
  • Mobil +45 2625 6230
  • E-mail mkto@di.dk

Relateret indhold