Princip 01

VI VED, AT DIVERSITET GØR OS KLOGERE SOM VIRKSOMHED

Forskellige medarbejdere bringer forskellige erfaringer og perspektiver med sig, som vi som virksomhed kan få gavn af. En mere mangfoldig palet af perspektiver øger virksomhedens intelligens og muliggør, at vi kan træffe bedre beslutninger.

Behovet for arbejdskraft er et af erhvervslivets største udfordringer. I en DI-rundspørge siger seks ud af ti virksomheder, at de ser mangel på arbejdskraft som den største udfordring for udvikling og vækst. Det er derfor af afgørende betydning, at virksomheder har adgang til hele talentpuljen af både mandlige og kvindelige talenter og dermed kan fiske i hele søen af talenter.

Dette fokus på mangfoldighed kan medvirke til, at alle talenter kommer i spil uanset køn, alder, nationalitet/etnicitet, seksuel orientering og kønsidentitet, fysisk/psykisk formåen, baggrund mv. Det kan få stor betydning i den benhårde globale konkurrence, der er skærpet i kølvandet på coronakrisen.
Vi har brug for et erhvervsliv og et arbejdsmarked, der afspejler den mange facetterede verden, vi lever i og handler med. Det vil både gøre virksomhederne og samfundet rigere.

HVAD KAN I SOM VIRKSOMHED GØRE: 

  • Gennemgå jeres systemer og processer – sørg for, at de understøtter lige muligheder ifm. rekruttering og karriereudvikling for medarbejdere på alle niveauer 

  • Tjek, at rekrutterings- og forfremmelsesprocesser ikke påvirkes af ubevidste bias

  • Se på jeres organisation – afspejler den en mangfoldighed, der repræsenterer forskellige typer medarbejdere på alle niveauer, og afspejler den forskelle blandt jeres kunder? Hvis ikke, så tænk over dette næste gang, I skal rekruttere nye og forfremme nuværende medarbejdere

  • Sørg for, at forfremmelseskriterier er transparente og ikke præges af ubevidste bias

  • Skab en psykologisk tryg arbejdspladskultur, hvor alle kan føle, at de hører til – vær f.eks. bevidst om, at mennesker er sammensatte personer, der identificerer sig med forskellige grupperinger, kognitive og fysiske evner/træk, værdier, social baggrund, beskæftigelse, relationer o.lign.

  • Tænk over, hvordan ubevidste bias hos ledere og medarbejdere kan stå i vejen for, at I er en inkluderende arbejdsplads. Tilbyd træning eller undervisning i ubevidste bias til ledere og medarbejdere, så alle er kompetente i at håndtere egne ubevidste bias. 

HVAD HAR ANDRE VIRKSOMHEDER GJORT? LEMVIGH MÜLLER FORKLARER:

Stål- og teknikbranchen er traditionelt mandsdomineret. I Lemvigh Müller tror vi dog på, at en mangfoldig sammensætning af medarbejdere styrker og bidrager positivt til vores virksomhed.

Vi ønsker at få alle talenter i spil og tiltrække de bedste kandidater, og derfor har vi de senere år haft fokus på at sikre, at vi fremstår som en attraktiv arbejdsplads, også for kvinder.

Ud over at vi gennem en målrettet indsats er lykkedes med at tiltrække flere kvinder til vores elevprogram ved at bruge et kønsneutralt sprog i vores kommunikation, er det blevet et fokuspunkt i vores rekrutteringsindsatser  generelt: inkluderende sprogbrug i vores jobannoncer, så vi ikke uforvarende kommer til at bruge et kønsbiased sprog, der kan afholde kvindelige kandidater fra at søge jobbet, samt aftaler med rekrutteringsbureauer, at de skal præsentere os for både kvindelige og mandlige kandidater.

Læs mere: Nye kvindelige lærlinge overhaler mænd i 2021 - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold