Fotokredit: Colourbox

07.07.22 DI Bilbranchen Nyheder

Lysere tider venter det europæiske bilsalg

Hvor det europæiske nybilsalg i første halvår af 2022 har stået i skyggen af krig, komponentmangel og kaos i forsyningskæderne spår analysevirksomheden AFS lysere tider i andet halvår.

Ved årsskiftet lå det klart, at det europæiske nybilsalg (EU, EFTA og UK) i 2021 endte 1,5 pct. under nybilsalget i 2020. Med december måned sidste år var det således sjette måned i træk, at nybilsalget var lavere end samme måned året før, hvilket i sig selv er usædvanligt for det europæiske bilsalg.

Fem måneder inde i 2022 (seneste data ved udgivelse af denne udgave af Tendens) lå det europæiske bilsalg samlet set ca. 13 pct. under samme fem måneder i 2021. Som det fremgår af figuren nedenfor, er situationen helt naturligt blevet forværret af krigen i Ukraine, og især marts og april måneder i år gav store indhug i nybilsalget i forhold til samme måneder i 2021.

imagelzg15.png

Selvom det danske nybilsalg i årets første fem måneder gik næsten en fjerdedel tilbage – svarende til ca. 17.500 færre nyregistreringer – i forhold til samme periode i 2021, er der andre markeder som har langt større udfordringer end det danske.

Eksempelvis lå nybilsalget i januar-maj i år i Italien tæt på 180.000 nye personbiler under samme periode sidste år. Det var stort set det samme antal nye personbiler, der blev indregistreret i Danmark i hele 2021. Imens lå nybilsalget i samme periode i Frankrig og Tyskland henholdsvis ca. 122.000 og ca. 103.000 nye personbiler under de første fem måneder i 2021. En stor del af disse nedgange i bilsalget kan alt andet lige tilskrives manglen på komponenter hos bilproducenterne.

Procentvist ligger Danmark i den kedelige ende af tabellen med den tredje største procentvise nedgang i årets første fem måneder, hvilket bl.a. skyldes størrelsen på det relativt lille danske marked. Nedgangen på ca. 23 pct. i årets første fem måneder er kun overgået af Litauen (ikke med i ovenstående) og Italien, imens Finland ligger på niveau med Danmark.

Lysere tider venter det europæiske bilsalg - Graf.JPG

I Sverige og Norge mangler markederne henholdsvis ca. 19.000 og ca. 10.000 nye biler i årets første fem måneder i forhold til de første fem måneder i 2021, hvilket svarer til en nedgang på henholdsvis ca. 14 pct. og ca. 16 pct. Kun syv af de 30 europæiske lande har set en fremgang i nybilsalget i de første fem måneder af i år sammenlignet med samme periode sidste år.

Det europæiske nybilsalg kører mod lysere tider
Den amerikanske analysevirksomhed, AutoForecastSolutions (AFS), følger løbende med i bilproducenternes udmeldinger om mikrochipmanglens konse-kvenser for produktionen af nye biler. Hver uge udgiver de således en samlet status for de globale markeders bilproduktion. Senest viser AFS’s beregninger, at i omegnen af 820.000 personbiler i Europa er blevet påvirket alene af manglen på mikrochips i perioden januar til og med slutningen af juni i år. Derudover kommer de køretøjer, som er påvirket af anden komponentmangel som eksempelvis kabler mv.

Med bilproducenternes udmeldinger, og AFS’ egne beregninger, regner konsulenthuset med, at der for 2022 samlet set vil være omkring 1,1 millioner berørte personbiler på det europæiske bilmarked alene som følge af manglen på mikrochips. Med andre ord har vi endnu ikke set slutningen på mikrochipkrisen, men AFS’ forventning er, at de værste indhug i bilproduktionerne i Europa er overstået.

Denne artikel er et udsnit af Bilbranchens kvartalsanalyse, Tendens, som du kan læse på linket nedenfor.

Læs mere her:

Tendens juli 2022
Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold