På billedet ses DI Bilbranchen sammen med uddannelsesdirektør Jesper Falkenberg og uddannelsesleder Daniel Krarup Jørgensen og en gruppe fokuserede karrosseri-elever fra medlemsvirksomhederne; Uggerhøj Biler, Semler Gruppen A/S, Volkswagen Fredericia, Frimann Biler A/S og Autohuset Vestergaard A/S.

12.02.24 DI Bilbranchen Nyheder

Besøg gav 360° inspiration

DI Bilbranchen besøgte College360 i Silkeborg og oplevede de flotte faciliteter, hvor lærlinge fra hele landet uddanner sig til en fremtid i bilbranchen.

Den mildest talt dynamiske og hurtigt udviklende bilindustri øger de danske bilvirksomheders behov for kvalificeret arbejdskraft mere end nogensinde før.

Derfor var det med stor interesse, at DI Bilbranchen tog på besøg hos College360 i Silkeborg. Her gav uddannelsesdirektør Jesper Falkenberg og uddannelsesleder Daniel Krarup Jørgensen en rundvisning i skolens nye faciliteter, ligesom der undervejs var gode drøftelser om de udfordringer og muligheder, som ligger foran branchen.

Erhvervsskolen tilbyder uddannelser inden for tre centrale erhvervsuddannelser i bilbranchen; karrosseritekniker, autolakerer og personvognsmekaniker, som alle også kan vælges med EUX.

- Vores besøg var ikke kun en mulighed for at se skolens faciliteter, men det gav os især en mulighed for at tage den fysiske dialog om den teknologiske udvikling, vi lige nu ser i bilerne og de konsekvenser, som det vil have for både branchens erhvervsuddannelser og efteruddannelser, fortæller DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen.

Et særligt fokusområde under besøget var behovet for at integrere principperne for cirkulær økonomi i alle tre uddannelser. Dette er ikke kun vigtigt for miljøet, men også for at sikre, at fremtidens fagfolk har kompetencerne til at bidrage til virksomhedernes ESG-rapportering og bæredygtighedsinitiativer. Samtalerne berørte ligeledes vigtigheden af at øge fokus på digitalisering og arbejde med data fra og i bilerne.

Investeringerne i at forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne og gøre dem til mere attraktive karriereveje var også tydelige under besøget.

- Vores rundtur viste os, at College360 er et inspirerende studiemiljø med topmoderne faciliteter, og det står også klart for os, at skolens fokus på bredt samarbejde og tværfaglig inspiration er med til at trække hele branchen i den rigtige retning, afslutter Thomas Møller Sørensen.

DI Bilbranchen ser frem til at fortsætte dialogen med de engagerede kræfter på skolen, og det er ikke sidste gang, at turen går til Silkeborg.

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold