Klaus Hovmøller deltager i paneldebat på PI Summit 2018, personer fra venstre: Anders Rendorf, RelationsPeople; Alexander Bundia, Strandmøllen; Klaus Hovmøller, Rockwool; Jesper Thomassen, Nordic Sugar

02.10.18 Nyheder

Erhversuddannelse skal være smart

Regeringens udspil om at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive er godt nyt for Danmark og de danske procesvirksomheder mener Klaus Hovmøller Technical Director i Rockwool.

Udspillet åbner blandt andet op for, at 10. klasse i højere grad skal erhvervsrettes så flere unge føres mod erhvervsskolerne, mens erhvervsuddannelserne skal rebrandes så begejstring og faglig stolthed bliver en grundpille i uddannelsesforløbet.

”Det er rigtig positivt, at regeringen sætter fokus på at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive. Vi kan se, at en markant andel af de unge fravælger erhvervsuddannelserne, hvilket kan give store flaskehalse for industrien på sigt. Udspillet er derfor et skridt i den rigtige retning og jeg ser frem til at se, hvilket konkrete indsatser, der bliver integreret i en færdig aftale, siger Klaus Hovmøller.”

På Procesindustriens nylige topmøde lød det fra formanden, at industrien skal have mere ”street credit” blandt de unge. Det er Klaus Hovmøller enig i, og mener også at virksomhederne selv skal være bedre til at promovere sig over for de unge. 

”Procesindustrien er i dag langt mere avanceret og spændende end mange tror. De fleste procesanlæg er højteknologiske og dybt avancerede. Vi har derfor rigtigt mange spændende jobs og brug for kvikke hoveder til at besætte dem. Det skal vi være bedre til at vise frem for de unge”.

Procesindustriens virksomheder arbejder i dag tæt sammen med erhvervsskolerne om at gøre uddannelserne mere attraktive for de unge. Klaus Hovmøller er glad for, at manglen på kvalificeret arbejdskraft også fylder stadig mere på Christiansborg og han opfordre til, at politikerne tænker virksomhederne ind og gør mulighederne for samarbejde endnu bedre.

”Vi skal fortsat blive ved med at samarbejde mellem virksomheder og uddannelser. I dag har vi allerede en god dialog, og jeg håber at en ny aftale vil opfordre til endnu mere sammenhæng mellem uddannelse og arbejdet ude i virksomhedere.”

Læs mere om regeringens udspil