Nyheder

Sådan opnås Win-Win situationer for borgere og virksomheder

DI og Dansk Fjernvarme opfordrer til en omlægning af lovgivningen omkring overskudsvarme, for at sikre en mere optimal udnyttelse af overskudsvarmen

Mens vi venter på en aftale om nye regler, som i langt højere grad vil kunne udnytte industriens overskudsvarme, leder afgiftssystemet fortsat til et stort ubrugt potentiale af uudnyttet overskudsvarme i procesindustrien. En overskudsvarme, som blot ryger ud af vinduet i stedet for at blive genanvendt. PI ønsker regler for overskudsvarme, der gør det muligt at udnytte endnu mere af industriens overskudsvarme, eksempelvis til opvarmning af danskernes boliger.

Selvom Energiaftalen fra 2018 indeholdt et politisk flertal for en bedre udnyttelse af overskudsvarme, er det endnu ikke lykkes for forligsparterne at blive enige. Det skyldes uenighed i embedsværket hvorvidt en afgiftspolitisk model er den bedste måde at sikre optimal udnyttelse af overskudsvarmen. DI har sammen med Dansk Fjernvarme foreslået en certificeringsordning. Forslaget går ud på at certificere overskudsvarme, samt at gøre de afgiftsfrit for virksomhederne at forære overskudsvarme væk. Det vil være til gavn for klimaet, industrien samt fjernvarmen.

Potentialet for anvendelse af overskudsvarmen er stort. Vurderingen er at den på kort sigt kunne udgøre op til 10 % af danskernes varmeforsyning, og helt op til 20% i 2050. Procesvirksomheder har med deres store produktion og store energiforbrug unikke forudsætninger for udnyttelse af overskudsvarme til glæde for klimaet, borgerne og virksomhederne.

Et skridt i den rigtige retning har været at nedsætte elvarmeafgiften permanent, og det er noget som Procesindustrien er rigtig glade for. Det vil gøre det billigere at benytte elvarmepumper til at hæve temperaturen på overskudsvarme, så det kan indgå i fjernvarmenettet.

Men der er stadig problemstillinger, som hindrer procesvirksomhederne i at udnytte endnu mere overskudsvarme til gavn for blandt andet fjernvarmekunderne. Blandt disse er Skatteministeriets fokus på afgifter fremfor løsninger, der kan øge udnyttelsen af overskudsvarmen. Øgede afgifter på den eksterne udnyttelse af industriens overskudsvarme, leder til et spild af varme, som ville kunne benyttes til at opvarme boliger. I stedet kommer den gråspurvene til gavn. Skatteministeriet forsøger med deres afgiftsforslag at regulere vidt forskellige overskudsvarmeprojekter med én afgiftssats. Derfor vil forslaget fra DI og Dansk Fjernvarme, der baserer sig på det enkelte overskudsvarmeprojekt, motivere flere i procesindustrien til at anvende overskudsvarme.                                                                                       

En større anvendelse af overskudsvarme kan bidrage til Danmarks indsats for at leve op til 2030-målene

Fra afgift til certificering – Ja tak!

Muligheden for en certificeringsordning hilser Procesindustrien velkommen med åbne arme. Jesper Thomassen, formand og ManagingDirector i Nordic Sugar, udtaler, ”I Procesindustrien arbejder vi for en udnyttelse af overskudsvarmen fra procesindustrien, og vi sætter pris på forslaget om en certificeringsordning fra DI og Dansk Fjernvarme. Den nuværende afgiftspolitiske model mindsker den effektive anvendelse af overskudsvarme, som i mange tilfælde forhindrer virksomheder i at sælge eller forære varmen til varmeværkerne. Procesindustrien vil meget gerne bidrage til at gøre fjernvarmen både billigere og mere klimavenlig, og vi tror, på at en bedre anvendelse af overskudsvarmen i sidste ende vil kunne mærkes hos forbrugeren.”

Hvordan de nye regler kommer til at se ud, når procesindustriens virksomheder udnytter deres overskudsvarme i eksisterende overskudsvarmeprojekter er ét fokus. Et andet fokus er nye projekter, som også er sårbare. Det er Rockwool et godt eksempel på. Usikkerheden omkring afgiftsniveauet kan betyde en revurdering af Rockwools ellers oplagte overskudsvarmeprojekt i samarbejde med Hobro Varmeværk. Projektet vil kunne forsyne mere end halvdelen af Hobro by med fjernvarme fra Rockwools fabrik i Doense. Spørgsmålet er bare, hvordan reglerne ideelt set kan ændres, så Rockwool og andre virksomheder i PI får et incitament til at udnytte mere af deres overskudsvarme.

Del dit bud på hvordan reglerne bedst muligt kan lede til bedre anvendelse af overskudsvarme.

Skrevet af:

Markus Tang