25.05.21 DI Digital Nyheder

Temply

DI Digital sætter i denne uge fokus på Temply. Temply er en digital platform for vikarer og arbejdsgivere der forbinder over 300 virksomheder og institutioner med 6000 vikarer rundt omkring i Danmark.

Vi har spurgt Frederik Hedelund, Co-Founder og CEO for Temply om hvad der optager dem netop nu, og hvilke udfordringer de står overfor.

Vi er i fuld gang med at udbygge og forbedre vores platform. Vi har arbejdet på dette projekt de seneste 6 måneder, og vi kommer i fremtiden til at kunne tilbyde kunder og vikarer en federe platform med endnu flere muligheder. Vores mål er at blive en end-to-end løsning for vores kunder, og det kræver bl.a. en bedre digital screening af vikarer samt en algoritme, der vil kunne matche og servicere kunder og vikarer endnu bedre og hurtigere end før set. 

Vores brugere er desuden en stor del af udviklingen af vores platform. Når vi onboarder nye kunder i nye brancher, slår vi med det samme lyttelapperne ud og suger al feedback og ideer til platformen ind.

Hvem er Temply?

Temply er en digital platform for vikarer og arbejdsgivere. De forbinder over 300 virksomheder og institutioner med 6000 vikarer rundt omkring i Danmark. Temply er sat i verden for at gøre det nemmere og mere transparent at bruge vikarer. De fjerner vikarbureauet og giver kontrollen direkte til vikarerne og virksomhederne for at skabe det bedst mulige job-match.

Igennem Temply's platform varetager de alle administrative opgaver for deres kunder og sørger samtidig for, at alle vikarer får ret til ordentlige vilkår. 

Hvad ser I som jeres største mulighed og største udfordring i de kommende år? 
Coronakrisen har haft stor indflydelse på jobmarkedet, og det har betydet, at mange står uden arbejde. Samtidig har det betydet, at flere virksomheder tænker i andre baner, når det kommer til at ansætte - særligt midlertidigt. Som Microsoft’s CEO klogt har sagt: “Verden har oplevet 2 års digital transformation på blot 2 måneder”.  For os betyder det at en lang række potentielle kunder har adopteret digitale løsninger hurtigere, og Temply er dermed blevet hurtigere relevant, end vi havde troet og håbet.

Når det er sagt, kræver det altid tid og kræfter at ændre noget, som er gjort på en bestemt måde i mange år. Selvom digitaliseringen er hjulpet på vej af coronakrisen, er en af de største udfordringer at digitalisere og ændre en traditionel og analog branche, som vikarbranchen i Danmark er.

Der ligger også en udfordring i at opretholde den gode kundekontakt og service samtidig med den stærke vækst, vi oplever. Mennesker er i centrum i alt, hvad vi gør, og vores vision er at tilbyde et fantastisk digitalt produkt, som gør tingene anderledes, men som på ingen måde går på kompromis med den høje service, som vi altid bestræber os på at levere over for nye og eksisterende kunder. 

Hvad ser I som den vigtigste fordel ved at være medlem af DI Digital?
At være medlem af DI Digital giver rigtig gode muligheder for netværk, sparring og at finde de rette samarbejdspartnere.

DI Digital kan også bidrage til vores teknologiske og digitale viden, som kan være med til at udfordre vores produkt og generelt måden, vi gør tingene på - lige fra salg til produktudvikling. 

 

Relateret indhold