01.11.22 DI Digital Nyheder

Vertica

Månedens medlem i november er Vertica!

DI Digital har spurgt partner i Vertica A/S, Christian Baagøe Schou, om hvad Vertica er optaget af netop nu, samt hvilke muligheder og udfordringer de står overfor de kommende år. 

hvem er vertica?

Vertica er et dedikeret e-handelshus med 120 medarbejdere. De har eksisteret i 20 år og sammen med Danmarks mest ambitiøse virksomheder nytænker og udvikler de prisvindende e-handelsløsninger til B2B og B2C.

De styrker deres kunders forretning og får it og forretning til at gå op i en højere enhed. Det gør de ved at kombinere forretningsforståelse, brugerindsigt, den tekniske udvikling, god projektledelse og integration til eksisterende it- systemer.

Partner i Vertica A/S, Christian Baagøe Schou

Hvad optager jer netop nu?

Vi er meget optagede af den udvikling, der i disse år sker inden for ecommerce-teknologier. Tidligere var samlede platformsløsninger i højsædet, men i disse år buldrer MACH-arkitektur og composable commerce-løsninger frem.

Det er - kort sagt - et nyt paradigme, hvor løsninger bygges af komponenter, som kan udskiftes og skaleres efter behov uagtet kanal, uden at hele løsningen skal laves forfra.

Derudover er vi også meget optagede af experience commerce. Det ikke længere nok ’bare’ at tilbyde e-handel via en webshop – det er et parameter mange konkurrerer på. Derfor fokuserer vi på at skabe unikke løsninger, der beriger kunderne gennem hele kunderejsen. Målet er at forvandle kundeindsigt til løsninger, der giver omsætning.

Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?

Verticas største mulighed i de kommende år er at styrke den markedsposition, vi har.

Vi er kendt som en ”no bullshit”-virksomhed, der siger tingene, som de er. Det er nok også en af grundene til, at vi har kunderelationer, som strækker sig over mere end både 10 og 20 år.

Helt konkret vil vi gerne gøre mere ud af vores uafhængige digitale forretningsrådgivning, hvor vi rådgiver danske virksomheder om ecommerce-strategi. Hvor hænger de lavthængende frugter? Hvordan kan man skabe mere digital vækst? Hvordan digitaliserer og automatiserer man forretningsgange og -processer bedst muligt?

Den slags spørgsmål sidder mange virksomheder med. Og vi har rådgivet om netop det siden 2001.

Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?

Det er nok den samme sang, som i alle andre virksomheder, der arbejder med software: At skaffe de rigtige kolleger.

Vi er lykkedes rigtig godt de seneste år med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Det er blandt andet på grund af Verticas unikke kultur: vi har et fladt hierarki med 0 chefer, hvor alle – uanset anciennitet – tager del i beslutningerne i hverdagen. Og hvor vi gør en dyd ud af at skabe et arbejdsliv, som er godt for både hjerne og hjerte.

Samtidig er forventningerne til en arbejdsplads under forandring. Derfor skal vi konstant udvikle os og være på forkant med de krav, som dygtige folk har til deres arbejde. Det er en spændende proces, men helt sikkert også en udfordring.

Vertica kolleger i Aarhus

Relateret indhold