01.01.24 DI Digital Nyheder

Columbus Security

I DI Digital er vi klar til at byde et nyt år velkommen, og det gør vi blandt mange andre spændende ting med en hyldest til et af vores medlemmer, som i denne måned er: Columbus Security!

DI Digital har været i dialog med Christian Almskou, Business Line Executive Security & Columbus Group SVP, hvor vi er blevet klogere på, hvad der optager Columbus Security netop nu. Derudover har Christian givet os et indblik i, hvilke muligheder og udfordringer de står overfor i de kommende år. 

Christian Almskou, Business Line Executive Security & Columbus Group SVP

Hvem er Columbus Security

Columbus er en global konsulentvirksomhed med speciale i digital transformation.

De er eksperter i at designe, udvikle, implementere, opgradere, vedligeholde og drifte forretningskritiske applikationer, der sikrer din virksomheds succes. De har erfaring fra og med mange forskellige brancher og funktioner, og de har bevist deres evne til solid værdiskabelse gennem de sidste 30 år i 9.000 projekter for 1.100 kunder globalt.

Hvad optager jer netop nu?

I april 2023 annoncerede vi, at vi var blevet købt af IT-konsulentvirksomheden, Columbus, og vi har derfor brugt de seneste måneder på at strømline vores processer, så de følger ’the Columbus way’. At have orden i penalhuset betyder rigtig meget for os, når vi nu for alvor skal til at folde vores forretning ud – ikke bare i Danmark, men også Norge, Sverige og UK. Og så har vi fokus på at få vores medarbejdere i det tidligere ICY Security med på hele rejsen. ICY Security var et lille konsulenthus og er nu blevet en del af en af landets førende IT-konsulentvirksomheder. Det er ikke givet, at alle med det samme har kunnet se fordelene ved at skalere op på den måde, så vi skal være meget tydelige omkring det nye, spændende roadmap, som vi nu har lagt for vores forretning. Heldigvis kommer vi alle sammen med en uformindsket passion for sikkerhed, og det vil altid binde os sammen.  

Som ICY Security byggede vi i gennem syv år vores identitet op omkring Identity & Access Management, og da Columbus overtog os stod vi på toppen som landets førende IAM-konsulenthus. Vi satser nu strategisk på at udbygge vores førerposition inden for IAM samtidig med, at vi er i fuld gang med tilføje en række cybersecurity-løsninger til vores servicekatalog. Vi vil ikke konkurrere med de store etablerede cyberhuse, men derimod udbygge vores IAM-niche ved at koble nogle IAM-relaterede cybersecurity-løsninger på vores portefølje. Vi tilbyder som noget af det første Cloud Security, da mange Columbus-kunder er i gang med at flytte deres kernesystemer i skyen. Og vi bringer også Managed Detection & Response i markedet i det nye år.

Jeg er selv meget optaget af at opbygge Security-afdelinger i Columbus i Norge og Sverige. Vi skal ansætte ledere og medarbejdere og sørge for, at de kommer hurtigt up to speed, så de kan skabe og drive forretning i de nye markeder. Vi lægger asfalten, mens vi drøner derudaf, og det er både en udfordring, men også ekstremt spændende.

Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?

I takt med den øgede digitalisering i alle hjørner af samfundet stiger mængden af cyberangreb også. Aldrig har det været mere aktuelt for virksomheder og organisationer at sætte cybersikkerhed på agendaen som nu. Vores kombination af Identity & Access Management – som ikke bare bygger værn mod cyberangreb, men også er med til at udvikle virksomhedernes forretning – og de IAM-relaterede cybersecurity-løsninger, som vi er i gang med at bygge rundt omkring IAM, giver os en unik position på markedet, som vi skal udnytte.

Med vores nye rolle som Security-forretningsben i Columbus har vi fået adgang til hundredvis af spændende virksomheder både herhjemme og internationalt, som nu kan få cybersikkerhed via Columbus med udgangspunkt i den digitale identitet. Vi kan også sikre, at cybersikkerhed i endnu højere grad tænkes ind by default i Columbus’ servicekatalog. Og vi ser meget frem til at skulle eksperimentere endnu mere sammen med de andre forretningsområder i Columbus og skabe helt nye sikkerhedsløsninger, fx inden for Digital Commerce og sammen med Data & Anlaytics. Vi ser også, at nye teknologier – især kunstig intelligens – arbejder sig mere og mere ind i de platforme, vi hjælper vores kunder med, og her kommer vi til at lægge en del kræfter, så vi forbliver den foretrukne partner, når det gælder rådgivning om og implementering af Identity & Access Management og de omkringliggende cybersikkerhedsløsninger. Vi konceptualiserer vores løsninger, så vi kan levere dem som -as-a-Service. Det betyder, at kunderne ikke skal investere i og vedligeholde kompetencer inden for hele spillepladen af sikkerhedsdiscipliner, men kan nøjes med at definere, hvordan de strategisk vil arbejde med cybersikkerhed i deres organisation. Resten tager vi os af.

Der kommer nye regulativer til i disse år – NIS2, Dora mv. – og det er en kæmpe opgave at få armene omkring de komplekse opgaver, der følger med. Ja, i det hele taget at få overblik over, hvad man skal gøre og hvornår. Her ser vi en stor mulighed for at hjælpe virksomhederne.

At blive en del af en internationalt opererende IT-konsulentvirksomhed bliver et kvantespring ift. at kunne booste vores forretning. Både fordi vi har en investeringsvillig organisation i ryggen, men også fordi vi får adgang til systemer og infrastruktur, som man kun råder over, når man er en stor virksomhed. Og så er vi fra nu af ikke bare omgivet af 50 knivskarpe kollegaer, men kan trække på kompetencer og viden fra en masse forskellige områder. På den måde kommer vi helt automatisk til at tage os selv og vores løsninger til det næste niveau.

Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?

Risikoen for cyberangreb stiger hele tiden, og nye angrebstyper kommer til. Det stiller ekstremt høje krav til virksomhedens sikkerhedsmedarbejdere. Der er kamp om de dygtige sikkerhedsfolk, Danmark råder over, og det er allerede noget, som virksomhederne mærker. Vi oplever selv, at det kan være en udfordring at plukke de allerstørste talenter og de mest garvede sikkerhedsprofiler til vores forretning. Heldigvis synes flere af de dygtigste folk inden for cybersikkerhed, at det er fagligt interessant at arbejde i et specialisthus som vores, og vi lægger os i selen for, at det fortsætter sådan. Og så er knapheden på sikkerhedsressourcer en oplagt mulighed for os til at tilbyde virksomhederne Cybersikkerhed-as-a-Service, som jeg fortalte om før.

Dagligt skriver pressen om nye cyberangreb, og langt de fleste virksomheder er enige om, at cybersikkerhed er et område, der skal investeres stadigt mere i. Desværre følger budgetterne ikke altid med, og mange projekter udskydes, når virksomhederne kommer under økonomisk pres. Men cybersikkerhed er ikke en omkostning, det er en investering i ens omdømme og fremtid. Vi skal have cybersikkerhed endnu længere ind på direktionsgangen, så det at beskytte virksomheden og dens aktiver og medarbejdere – men også partnere, leverandører og samfundet i sin helhed – bliver en strategisk prioritet. Det må gerne gå hurtigere, end det gør i øjeblikket, og det vil vi gøre vores til.

Læs mere om Columbus Security her

A guide to Microsoft Identity Security, Columbus

Relateret indhold