30.11.23 DI Digital Nyheder

SMV’er vinder konkurrencefordele på øget cybersikkerhed

Industriens Fonds cyberbarometer-rapport for 2023 cementerer resultaterne for sidste års rapport, idet den igen i år bekræfter, at der er betydelige konkurrencefordele at hente for SMV’er, der investerer i cybersikkerhed.

Rapporten, som bygger på besvarelser fra 919 SMV’er viser, at 72 pct. af dem, der har indført eller opdateret tiltag relateret til cybersikkerhed, oplever én eller flere konkurrencefordele. Det gælder fx effektivitet og nytænkning, tillid fra kunder og forbedringer af bundlinjen.

Til sammenligning var det i 2022 56 pct. af virksomhederne, der angav, at de oplevede konkurrencefordele ved at implementere cybersikkerhedstiltag.

”Med den nye rapport fra Industriens Fond bliver det kun endnu tydeligere, at det er en god investering at have styr på cybersikkerhed og have konkrete tiltag der for forankret i sin forretningsstrategi som SMV – og det gælder også virksomheder, der allerede har implementeret cybersikkerhedstiltag. Des flere tiltag, jo større konkurrenceevne.” – Camilla Ley Valentin, Branchedirektør, DI Digital.

I rapporten fremhæves den interne forankring og opbakning i virksomhedernes cyber-initiativer som værende afgørende for, at SMV’erne oplever positive effekter af arbejdet på området. 

Stadig et stykke til mål

Selvom cyberbarometret viser, at det går den rigtige vej på området for de danske SMV’er, er erhvervslivet dog langt fra færdige med at arbejde med cybersikkerhed.

”Det går fremad med cybersikkerheden i de små og mellemstore virksomheder. Det er godt, men det er ikke prangende og vi er ikke i mål. SMV’erne er rygraden i dansk erhvervsliv og derfor er det helt afgørende, at vi får løftet sikkerhedsniveau på de mange mindre virksomheder – især når vi tager det nuværende trusselsbillede og de kommende regler i NIS2 (nyt EU-direktiv, red.) i betragtning”, påpeger Camilla Ley Valentin.

D-mærket

I DI Digital anbefaler vi SMV’erne, der gerne vil i gang med arbejdet med cybersikkerhed at bruge D-mærket, der dokumenterer, at virksomheder anvender data ansvarligt. Har man som virksomhed taget D-mærket, signalerer man over for kunder og samarbejdspartnere, at man har styr på den digitale sikkerhed – og på den måde udnytte det som en konkurrencefordel.

Desuden vil arbejdet med D-mærket forberede virksomhederne på den lovgivning på cybersikkerhedsområdet, også kendt som NIS2-direktivet, som under alle omstændigheder vil kræve af berørte virksomheder, at de skærper it-sikkerhedsforanstaltninger.

Lukas Olivier Le Gal
Skrevet af:

Lukas Olivier Le Gal

Relateret indhold