24.01.24 DI Digital Nyheder

DI: Kæmpe EU-satsning på nye løsninger med kunstig intelligens

EU vil med en ny og længe ventet plan poste milliarder af euro i startups, der opfinder og udvikler nye produkter inden for kunstig intelligens. Planen er netop lanceret i dag og, formålet er at ruste Europa til at kunne klare sig bedre i konkurrencen med f.eks. USA og Kina i kapløbet om ny teknologi. Landets største erhvervsorganisation er begejstret for planen.

- Det er en kæmpe hjælp til nye virksomheder og virksomheder der allerede er i gang med de løsninger med kunstig intelligens, som vi skal bruge fremover til at udvikle vores samfund og til at sende nye konkurrencedygtige produkter på gaden, siger branchedirektør Camilla Ley Valentin, DI Digital.

Ved hjælp af EU-penge, mandskab og supercomputere kan de europæiske startups udvikle helt nye produkter og løsninger, baseret på kunstig intelligens, som f.eks. kan bruges i behandlingen af kroniske sygdomme eller til nye klimaløsninger, og som kan styrke Europas virksomheder på verdensmarkedet.

DI: På høje tid

- Men det er altså også på høje tid, at EU kommer op i gear. Der er gået rigtig meget tid og mange kræfter med at snakke om kompleks og krævende regulering af AI. Vi er håbløst bagefter USA og Kina på det her punkt, så det gælder bare om at komme i gang, siger Camilla Ley Valentin.

EU vil med planen bruge milliarder af euro  over de kommende år til at hjælpe startup-virksomhederne med at få adgang til de ressourcer, de har brug for til udviklingen af nye AI-løsninger. F.eks. vil EU stille nye supercomputere, som kan arbejde med kunstig intelligens, til rådighed, men også kompetent personale, finansiering mv. Det vil bl.a. betyde, at europæiske AI-startups og forskere får mulighed for at træne deres nye ideer på supercomputere.

- Det er megadyrt at få fingrene i den slags regnekraft især for mindre virksomheder og iværksættere. Derfor er det et vigtigt skridt, at EU både vil stille supercomputere og datacentre med masser af regnekraft og lagerplads til rådighed for SMV’erne og iværksætterne. Det er fuldstændig uundværligt, hvis vores virksomheder skal kunne konkurrere på den nye teknologi, siger Camilla Ley Valentin.

AI ACT skal ikke hæmme innovation

Afgørende for EU’s chance for at klare sig i kapløbet om AI bliver også den europæiske regulering i AI Act, som er på trapperne.

- Det er helt afgørende at finde en balance, hvor de nye krav ikke hæmmer innovation og underminerer igangværende bestræbelser inden for AI i Europa. Derfor er det også positivt, at der sideløbende med nye regulatoriske rammer, også igangsættes en prioriteret indsats, der vil skabe bedre vilkår for innovation og konkurrence for startups, siger Camilla Ley Valentin.

Mette Finnemann

Mette Finnemann

Chefkonsulent

Relateret indhold