SMV: Bliv klogere på frivillig bæredygtighedsrapportering
Ønsker I som SMV at blive bedre til at oplyse samarbejdspartnere, leverandører og kunder om jeres bæredygtighedsforhold? Så kom med til DI’s webinar den 26. februar, hvor vi gennemgår den frivillige standard for bæredygtighedsrapportering.
Selvom SMV’er ikke er omfattet af EU’s krav om bæredygtighedsrapportering (CSRD), kan det alligevel være en fordel for virksomhederne at rapportere om bæredygtighed. Det kan både styrke virksomhedens arbejde med bæredygtighed samt opfylde forskellige interessentkrav.
For at overskueligøre processen inviterer DI til webinar om bæredygtighedsrapportering, hvor du får en grundig gennemgang af den frivillige SMV-standard.
Hvad er SMV-standarden?
Den europæiske organisation EFRAG har udarbejdet SMV-standarden, som er en frivillig rapporteringsstandard, der har til formål at hjælpe SMV’er, der ønsker at sætte fokus på bæredygtighed.
Standarden skal ses som et værktøj, der kan hjælpe ledelsen med at måle, overvåge og styre virksomhedens bæredygtighedsaktiviteter.
Samtidig er SMV-standarden fleksibel, så den kan tilpasse sig til den enkelte virksomheds ambitionsniveau.
SMV-standarden er for virksomheder, der ikke er omfattet af direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD).
Til webinaret vil DI’s eksperter, Tina Aggerholm og Kristian Koktvedgaard, gennemgå udkast til SMV-standarden, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Webinaret er et ud af flere webinarer DI afholder om EU’s krav til bæredygtighedsrapportering (CSRD) og de underliggende standarder (ESRS).
Lyder det relevant for jer som mindre eller mellemstor virksomhed? Så tilmeld jer webinaret herunder.