Innovationspartnerskabet for sundere mad

Innovationspartnerskabet er et initiativ i regeringens nye strategi for sundere mad og måltider, hvor DI Fødevarer indgår i bestyrelsen samt i alle produktgrupper. Partnerskabet er et fælles forum for mad, måltider og sundhed, hvor formålet er at gøre det sunde valg til det lette valg for danskerne.

 Det sunde valg skal være det lette valg

Livsstilssygdomme er skyld i 69% af alle dødsfald i Danmark, og det går fortsat den forkerte vej for danskernes sundhed, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Flere danskere spiser usundt og antallet af overvægtige er stadig stigende. Diabetes, hjertekarsygdomme og kræft er blot nogle af de sygdomme, som koster samfundet stort årligt.

Innovationspartnerskabet for sundere mad og måltider har derfor en vision om at øge udbuddet og tilgængeligheden af sundere fødevarer og måltider for befolkningen. Målet er, at skabe et bedre afsæt for børn og unges sundhed i fremtiden, samt sørge for at ældre holder sig sunde og aktive længst muligt gennem bedre oplysning og kostråd.

Innovationspartnerskabet har følgende formål:

  • Fremme udvikling af sundere og velsmagende fødevarer
  • Arbejde for at de sunde valg bliver de lette valg for danskerne
  • Udbrede og synliggøre de sundere fødevarer – herunder nøglehulsmærkede produkter betragteligt

De forskellige aktører i samarbejdet vil varetage mindst én eller flere af følgende indsatsområder:

  • Øge udbud og tilgængelighed af sundere fødevarer og måltider
  • Produktinnovation med mere fuldkorn, fisk og grønsager i alle kategorier
  • Produktinnovation med mindre salt, sukker og/eller mættet fedt
  • Øge markedsførings- og kommunikationsindsatsen for sundere fødevarer og måltider
  • Påvirkning af forbrugernes bevidsthed om madens betydning for det gode og sunde liv

Michael Strube

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3445
  • Mobil +45 2463 4048
  • E-mail mist@di.dk