Weply udvikler, leverer og servicerer Skandinaviens største livechat-løsning, som benytter rigtige mennesker til at bemande chatten døgnet rundt.

29.03.21 DI Handel Nyheder

CEO i skudlinjen på LinkedIn

Virksomhederne vinder på LinkedIn, når de aktiverer deres allervigtigste stakeholders, men hvad kræver det egentlig af ressourcer, og hvad er tankerne bag? Få et unikt indblik i CEO Søren Gøtterup-Tangs erfaringer, der i høj grad har sat sig selv i front på LinkedIn.

Employee advocacy handler om at gøre medarbejderne til digitale ambassadører for virksomheden med det formål at skabe øget engagement med kunder og andre vigtige stakeholdere. Hvorfor? Fordi medarbejdere opleves mere troværdige end virksomheden, når de fortæller os om den, og til dette er LinkedIn i dag unikt for B2B-virksomheder.

En virksomhed, der aktivt arbejder med Employee Advocacy på LinkedIn er Weply. Her er det CEO Søren Gøtterup-Tang, der er blevet digital ambassadør for virksomheden.

Hvad bruger Weply LinkedIn til, og hvad er formålet med jeres tilstedeværelse?

- Vores primære formål er rekruttering. Det sekundære er brand awareness og kundedialog. Mit personlige formål er at rykke verden lidt. Få mine omgivelser til at vise lidt mere sårbarhed og få verden til at blive et lidt bedre sted. Bare lidt.

Hvorfor har I valgt at bruge dig aktivt til at nå jeres mål?

- Vi tror på, at hvis man skal have reach, så skal man dele ud af sig selv. Fortællingerne skal være oprigtige og ærlige. De skal være menneskelige og relaterbare. De skal vise de positive såvel som negative sider. De vanskelige dilemmaer som man har svært ved at tale om, kræver et menneske som udgangspunkt for fortællingen.

Hvad kræver det af dig at være så aktiv ambassadør? Hvor mange ressourcer?

- Vi har besluttet, at jeg den kommende tid skal bruge 5-6 timer om ugen. Så det kræver, at der er andre opgaver, der nedprioriteres. Men det betaler sig også at sætte tid af. Vi kan se, at vi får rigtig mange uopfordrede ansøgninger fra talenter og stjerner i store virksomheder. De vil gerne vide mere og være en del af vores rejse. At de søger arbejde i Weply, er da en kæmpe ære.

Den mentale side kan være hård. Jeg kommunikerer på grænsen og siger de ting mange tænker, men ikke tør lægge navn til. Et barselsopslag, som fik 700.000 views, gav et par søvnløse nætter, da der var mange ophedede dialoger i gang. Jeg har besluttet, at være mere nysgerrig på andre mennesker, og hvorfor de mener, som de gør. Det er ikke altid, det lykkedes.

Læs også: 6 trin til effektfulde influencerkampagner

Er der en konkret plan bag? Eller mere overordnede temaer, du skal italesætte?

Jeg har et Word-dokument med pt. 66 forslag. Den kommende tid er der planlagt et opslag om ugen. Vi har først udarbejdet en decideret plan her i marts 2021. De temaer, der vil blive italesat, er ledelsesdilemmaer, ligestilling, scale-up udfordringer og en bog om chat, som vi udgiver i april.

Jeg siger gerne det, andre ikke tør. Jeg fremviser mine fejl og mangler - for dem har vi jo alle.

Vi er i Weply på en vild vækstrejse. Vi var tre på kontoret i København i november 2018. I dag er vi 50, hvoraf 18 er mennesker med handicap. Alligevel ser du meget lidt blær på min LinkedInprofil. Det er vigtigt for mig, at det meste af det jeg poster kan skabe værdi, eftertænksomhed eller andet hos læseren. Ellers har jeg jo spildt deres vigtigste ressource - deres tid.

Står du selv for alle formuleringer og idéer til opslag?

Normalt deles vi om alle succeser og fiaskoer i Weply, men opslagene er mig, mine tanker og drømme. Jeg kommunikerer lige til kanten og til tider over. Men det er klart, at som CEO og partner, så bliver mine holdninger til en del af Weply. Mange opgaver i virksomheden kan løses bedre af andre, men mine tanker kan andre endnu ikke formulere.

Alle opslag har selvfølgelig været igennem mindst en kollega. Nogle gange ryger et opslag, men for det meste står 90 pct. tilbage, inden det ryger online.

Det er for mig tydeligt, hvilke CEOs som har deres marketingsafdelinger til at stå for deres opslag. Det scenarie har jeg meget svært ved at se, er det rigtige for Weply og mig personligt. Der er mig bekendt ingen kommunikationsafdelinger, der tør være kontroversielle eller ærlige på andres vegne.

Læs også: LinkedIn er uundværligt i fremtidens B2B salg

Weply

Weply udvikler, leverer og servicerer Skandinaviens største livechat-løsning, som benytter rigtige mennesker til at bemande chatten døgnet rundt. Siden 2018 har Weply ansat mennesker med handicap til at varetage chats for at have et hold af dedikerede kollegaer og samtidig bidrage til økonomisk inklusion af en gruppe personer, som er svært underbeskæftigede.

Hvilke resultater har du opnået ved din aktivitet?

Ansøgninger fra nu fantastiske kollegaer, nogle kunder, brand awareness og samarbejdspartnere. Endvidere så håber jeg ydmygt, at jeg har sat ligestilling på dagsordenen et par gange – både køn, men også mennesker med handicap. Om jeg har rykket den i den rigtige retning, vil jeg lade andre vurdere.

Personligt, så har jeg også modtaget mange private beskeder, hvor mennesker har åbnet for deres inderste og betroet sig til mig - en vildt fremmed. Nogle kan jeg hjælpe - andre ikke.

Jeg ved, at vi har inspireret mindst en anden virksomhed til at ansætte et menneske med handicap. Det gør mig glad.

Hvad ville du ønske, at du havde vidst inden du gik i gang?

Jeg er ikke LinkedIn-ekspert. Jeg er bare mig selv. Jeg tror ikke, der er en formel her. Hvis man er sig selv, så går man aldrig helt galt i byen. Jo mere man giver af sig selv - jo mere får man igen. Indhold, som giver reaktioner, tager tid at lave - især hvis man engagerer sig

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil i gang med at bruge partnere, chefer eller andre ambassadører i virksomheder aktivt i kommunikationen på LinkedIn?

Autenticitet. Du kan ikke få andre til at være dig. Indholdet skal skabes af profilen, der skal poste. Der skal svares på de kommentarer, der kommer. Lad være med at antage. Spørg, hvis du er i tvivl om modtagerens holdning. Accepter forskelligheder og vær tålmodig. Men hvis man ikke prioriterer tid, så kommer det aldrig til at ske.

Tager man kun billeder af almindelige kagemænd, taler om egen fantastiske vækst, eget produkts unikke egenskaber eller poster kendte citater, så kan man sikkert få nogle likes, men man rykker formentlig ingenting.

Frem for alt så vær modig. Vis fejl. Tal om dilemmaer og gå forrest ved at vise uperfektheden. Connect med mig, så skal jeg nok støtte op, når du viser sårbarhed.

Læs også: Planlæg dig ud af ressourcespild på sociale medier

Styrk din faglige profil

Marketing, salg, e-business og kundeadfærd. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Relateret