Colourbox
05.02.24 DI Handel Nyheder

Politianmeldt for vildledende brugeranmeldelser skrevet af ansatte

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt to virksomheder for at have vildledt forbrugere i brugeranmeldelser på Trustpilot, fordi brugeranmeldelserne var skrevet af ansatte.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt to virksomheder for vildledende markedsføring i 13 meget positive, femstjernede brugeranmeldelser af en app på Trustpilot. De 13 anmeldelser var skrevet af ansatte i den koncern, som stod bag app’en, og der kun var et beskedent antal anmeldelser, som ikke kom fra ansatte. Antallet af femstjernede anmeldelser var derfor uforholdsmæssigt stort og påvirkede den samlede vurdering af app’en på Trustpilot.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at en almindelig forbruger kunne tro, at de 13 meget positive, femstjernede anmeldelser var skrevet af uvildige forbrugere. Forbrugere, som så de femstjernede anmeldelser kunne derfor blive vildledt og handle anderledes, end de ellers ville have gjort.

Hvad skal din virksomhed være opmærksom på?

Det er i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud, hvis din virksomhed benytter sig af brugeranmeldelser, som er skrevet af medarbejdere eller samarbejdspartnere. Det er også vildledende at ”opdigte” forbrugere med det formål at anmelde virksomheden.

Læs mere om politianmeldelsen her.

Markedsførings-loven

Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis er egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. § 8.

Ifølge markedsføringslovens § 9, jf. markedsføringslovens bilag 1, nr. 22, må en erhvervsdrivende ikke i modstrid med sandheden hævde eller give indtryk af, at han ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession, eller i modstrid med sandheden udgive sig for at være forbruger.

Læs markedsføringsloven her: Markedsføringsloven (retsinformation.dk)

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til sagen eller er i tvivl om, hvordan din virksomhed skal forholde sig, er du mere end velkommen til at kontakte vores jurister, Astrid og Marie på asje@di.dk eller maas@di.dk.

Relateret indhold