Billede: GettyImages

27.10.22 DI Life Science Nyheder

WTO: Udvid tvangslicenseringen til Covid-19 behandlinger

Den 17. juni 2022 vedtog WTO (World Trade Organization), at der skal indføres tvangslicensering på Covid-19-vacciner. Nu overvejes det, om tvangslicenseringen skal udvides til at omfatte alle Covid-19 behandlinger og test - En beslutning der kan medføre vidtrækkende konsekvenser for den samlede medicinalbranche.

Medicinen der anvendes mod Covid-19 følgevirkninger kan også bruges på en række andre sygdomme såsom reumatoid artritis (RA), Hepatitis B, HIV og prostatakræft. Tvangslicenseringen på Covid-19 behandlinger og test kan derfor risikere at ramme medicin, som anvendes til flere sygdomme end blot Covid-19 følgevirkninger.

Ifølge Mie Nancy Grouleff, konsulent og advokatfuldmægtig i Dansk Industri, kan en potentiel realisering af den udvidede tvangslicensering skabe trænge kår for medicinalvirksomhederne:

”Hvis ikke virksomhederne har bestemmelsesret over deres produkter, kan det medføre manglende investeringsvillighed. Den manglede investering kan få fatale konsekvenser for produktionen af helt almindelig medicin – som også kan bruges til andet end Covid-19 følgevirkninger. Det kan skade innovationen og i sidste ende patienterne, hvilket jo strider imod hele formålet med WTO’s overvejelser om tvangslicensering.”

Baggrund for tvangslicensering

Tvangslicenseringen blev i sommer indført, da en række medlemsstater af WTO mente, at patentretten havde forhindret nødlidende lande i at modtage Covid-19-vacciner.

Hos BusinessEurope - der er virksomhedernes største interesseorganisation i EU - ser man dog undrende på forklaringen, da det menes, at virksomhederne glædeligt producerede vacciner under coronapandemien, hvilket stadig synes at være tilfældet i dag. Den daværende udfordring var ikke immaterialretten. Tværtimod var der overproduktion af vacciner - faktisk så mange, at et større antal endte med at gå til spilde. Det var og er ikke patentretten, der udgør hindringen af vacciner til nødlidende lande, men derimod selve distributionen af vaccinerne, lyder argumentet.

Immaterialret under pres

Beslutningen om tvangslicenseringen på Covid-19-vacciner blev vedtaget på trods af, der var vilje fra medicinalbranchen til udvikling og produktion af vacciner. Immaterialretten blev således begrænset uden der reelt var bevis for, at det var nødvendigt. Hvis det er sådan WTO’s holdning er til immaterialretten, er det bekymrende for ikke blot medicinalbranchen men alle virksomheder med immaterielle rettigheder.

Det er EU, der på vegne af Danmark skal stemme for eller imod forslaget om en udvidelse af tvangslicenseringen. BusinessEurope har i et brev til Europa-Kommissionen gjort det klart, at de under ingen omstændigheder kan bakke op om WTO’s drøftelser. Hos Dansk Industri følger vi naturligvis drøftelserne tæt og opdaterer, når der den 17. december er truffet en beslutning.

Relateret indhold: Går din SMV glip af oplagte gevinster? - DI (danskindustri.dk)

Asta Gad Jarlshøi
Skrevet af:

Asta Gad Jarlshøi

Relateret indhold