Frank Hallundbæk stiller skarpt på de ledelsesmæssige dilemmaer, der kan opstå, når medarbejderne arbejder hjemme.

Foto: GettyImages
30.10.20 DI Rådgiverne Nyheder

Sådan leder du medarbejderne på afstand

Hvordan er man en god leder, når medarbejderne arbejder hjemme? Frank Hallundbæk fra KAR+CO giver her tre tips til god ledelse af hjemmearbejde.

COVID-19 har betydet, at mange medarbejdere nu arbejder hjemme. Det giver en række ledelsesmæssige dilemmaer og stiller krav til, at vi genopfinder relationerne på arbejdspladsen.

Partner og medstifter af konsulentvirksomheden KAR+CO, der for nyligt blev kåret som en af Børsens gazeller 2020, Frank Hallundbæk har specialiseret sig i at rådgive ledere i forretningsudvikling, ambitioner og mindset. Et arbejde der kun er blevet mere relevant under coronakrisen.

Læs også: COVID19 – information til medlemsvirksomheder

Vær nærværende – også på distancen

Coronakrisen udfordrer sammenhængskraften på arbejdspladsen, men ifølge Frank Hallundbæk er der en række ting, man kan gøre.

”Brug online medier begavet og saml f.eks. hele teamet til et digitalt morgenmøde hver anden morgen. Samtidig kan man tage bilaterale møder, når man har sager sammen. Lederen skal facilitere korte orkestrerede og velledede seancer,” fortæller Frank Hallundbæk og understreger vigtigheden af at være en nærværende leder, der taler med - og ikke til - sine medarbejdere:

”Interessér dig for internetforbindelsen, hjemlig ro eller grædende børn. Trives dine medarbejdere? Hvad er deres oplevelser og udfordringer med hjemmearbejdet? Det er afgørende, at du ikke kun har fagligt samvær med dine medarbejdere og kolleger. Overvej f.eks. en virtuel fredagsbar og hold jer socialt opdateret på hinanden”, siger Frank Hallundbæk.

Læs også: Tre tips til fremtidens arbejdsplads

Onboarding af nye medarbejdere

Sammenhængskraften og oplevelsen af at være et team bliver yderligere udfordret, når man tager imod nye medarbejdere, der endnu ikke kender kollegerne eller organisationen.

Frank Hallundbæk opfordrer til, at hvis man tror på sine onboarding-programmer, skal man folde dem ud, som man plejer, blot mere digitalt.

”Man må som leder have forståelse for, at det at komme om bord på en ny arbejdsplads også er meget emotionelt. Giv den nye medarbejder en følelse af at høre til og være værdsat. Det er ikke kun et spørgsmål om at blive indført i husets it-systemer og opgaveportefølje. Lad dem komme ind på arbejdspladsen og fornemme organisationen og møde kollegerne lidt ad gangen”, siger Frank Hallundbæk.

Læs også: Insourcing af konsulentopgaver koster innovation i det offentlige

Tre råd til ledelse af hjemmearbejdet

Frank Hallundbæk kommer her med tre gode råd til, hvordan man som leder håndterer hjemmearbejdet:

1. Vær leder: Vær til rådighed og sæt retningen for virksomheden. Interessér dig for de forandringer, virksomheden går igennem under COVID-19. Vær tæt på medarbejderne, også når de sidder hjemme.

2. Hav nuanceret forståelse for produktivitet: En god leder har forståelse for kompleksiteten af at skabe høj produktivitet. Det handler i høj grad om trivsel, sensemaking og at kunne skabe en fortælling, medarbejderne kan se sig selv i. Lederen skal sætte rammerne for, at medarbejderne kan motivere sig selv.

3. Kend din virksomheds DNA: Hvilken kontekst arbejder din virksomhed i? Hvilke mål og ambitioner har I? Hvilken kultur vil du gerne have? Led din virksomhed igennem forandringerne og sæt ind med de værktøjer, der er relevante for din virksomhed på det rette tidspunkt og på den rigtige måde. Vælg med omhu. 

 

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret