Solveig Hvidtfeldt, Sille van Loon og Line Larsen fra Good Company guider til det gode onlinemøde.

Foto: Good Company Cph
13.11.20 DI Rådgiverne Nyheder

Bliv en god online facilitator

Hvordan skaber du fokuserede og engagerende onlinemøder? De tre partnere i rådgivervirksomheden Good Company giver her seks konkrete råd til, hvordan dit onlinemøde kommer til at sidde lige i skabet.

”Virtuelle møder har et enormt potentiale; de er tidsbesparende, klimavenlige og uafhængige af at mødedeltagerne mødes fysisk, og så kan de meget mere end deres dårlige rygte giver udtryk for. Vores læringskurve for gode virtuelle møder er stejl i disse tider og modsat fysiske møder, har vi ikke udviklet en fælles praksis for det gode virtuelle møde-setup endnu”, fortæller Solveig Hvidtfeldt, der er en af tre partnere i Good Company Cph, som rådgiver virksomheder og ledere i facilitering.

Læs også: Sådan leder du medarbejderne på afstand

En central lederkompetence

”I dag er det en helt central lederkompetence at kunne drive gode onlinemøder, og særligt i kølvandet på coronakrisen stilles der nu som noget selvfølgeligt krav til ledelse på distancen, ligesom fremtidens leder forventes at kunne skabe engagement og arbejdsglæde samt implementere forandringer hurtigt”, siger Sille van Loon.

”Den største forskel på fysiske møder og onlinemøder er, at faciliteringen skal være endnu tydeligere online, fordi vi mangler den rumlige fornemmelse for hinanden, og derfor ikke har samme mulighed for at afkode hinandens non-verbale signaler”, supplerer Line Larsen.

Læs også: Tre tips til fremtidens arbejdsplads 

Maks 10 minutters koncentration

Undersøgelser viser, at allerede efter 10 minutter mister mødedeltagere i et online møde koncentrationen (Kilde: How to Conduct a Virtual Meeting).

Good Company anbefaler derfor, at præsentationer og enetale holdes kort, og at man maksimalt indkalder til 90 minutters onlinemøder. Mere kan mødedeltagernes hjerne og fokus ikke klare.

”Jeg vil råde mødelederen til, at man starter mødet med en præsentationsrunde eller en mikro-involvering, f.eks. små øvelser, quick-polls og break-outs, så deltagerne oplever at blive ’set’, inddraget og engageret fra begyndelsen”, siger Sille van Loon.

Læs også: COVID-19 - information til medlemsvirksomheder  

Seks gode råd til den online mødeleder

Good Company guider her til det gode onlinemøde:

1. Forbered dig: Lav en detaljeret drejebog med minutintervaller, der hjælper dig til at skabe fokus og fremdrift i mødet. Drejebogen sikrer, at du hele tiden har overblik over, hvad I skal, hvor længe og hvordan.

2. Skab et trygt miljø: Brug tid på at skabe tillid og opbygge relationer blandt deltagerne, så de føler sig trygge. På den måde understøtter du, at deltagerne kan være nysgerrige, åbne og får lyst til at engagere sig.

3. Involvér deltagerne: Brug for eksempel chat-funktionen eller whiteboarded til at involvere deltagerne. Stil spørgsmål og bed om input. Lav også gerne løbende check-ins, hvor du spørger dine deltagere, om de er med, før du går videre.

4. Lav skridt for skridt facilitering: Lav en struktur for, hvordan hvert punkt på dagsordenen gribes an, f.eks. en kort introduktion til punktets formål efterfulgt af spørgsmål, dialog og opsummering.

5. Skab ejerskab til mødet: Giv deltagerne roller, så de har ansvar for mindre dele af mødet. Stil spørgsmål og involver dem undervejs.

6. Opsummer oftere: Opsummer løbende pointer og beslutninger, afstem konklusioner med deltagere, og inviter også gerne deltagerne til at gøre det.

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret