Karne Lykkebo giver sit bud på, hvordan man er en god leder i 2021.

Foto: Geelmuyden Kiese
22.01.21 DI Rådgiverne Nyheder

Tre skarpe til toplederen

Hvordan er man en god leder i 2021? Vi har spurgt managing partner i Geelmuyden Kiese, Karne Lykkebo.

1. Hvad er det bedste ledelsesråd, du har fået?

Giv andre æren. Det var et råd, jeg fik som helt ung og ny leder, og det har fulgt mig siden. Det er jo banalt, at man som leder er en succes, når andre er en succes, men jeg oplever alligevel tit, at ledere på alle niveauer er for dårlige til at sætte sig selv i baggrunden. Det er menneskeligt at ville have ros og fremhæve egne bedrifter, men det er ikke altid klogt. Det er både ærligt og meget effektivt at fremhæve andre, når noget går godt. Det bygger både på loyalitet og det at være et hold, og så står man knap så alene, hvis vinden vender.

Læs også: Key takeaways fra webinar med Bjarne Corydon

2. Hvad er din største fejltagelse som leder, og hvad har du lært af det?

Jeg er ikke et tålmodigt menneske. Jeg har mere end én gang kørt alt for stærkt uden at få organisationen med. Det giver altid problemer. Jeg kæmper hver eneste dag med at styre min utålmodighed. Både i forhold til, hvor hurtigt man kan skabe forandringer og i relation til de kloge mennesker omkring mig, der tænker i længere tid, end jeg selv har lyst til. Jeg har lært, at selvom mit tempo er en stor drivkraft, så har jeg behov for at omgive mig med personer, der er anderledes end mig selv. Folk, der insisterer på at gøre ting langsomt. Handlekraft er en styrke – men det er velovervejet nølen også. Jeg har ikke selv talent for sidstnævnte, så det får jeg fra andre.

Læs også: Hvordan udnytter du krisens muligheder?

3. Hvad har du lært om ledelse under coronakrisen?

Jeg læste engang, at den største løgn forældre fortæller sig selv er, at der findes kvalitetstid. Det gør der ikke – der findes bare tid, og børn vil have tid med deres forældre. Man kan ikke kompensere for ugers fravær med en ordentlig omgang lørdagshygge. Corona har fået mig til at tænke, at det samme gælder ledelse. Når vi alle sammen er for os selv, er det tydeligt, at der er brug for ledelsestid. Ikke nødvendigvis kvalitetstid – bare tid. Jeg har lagt mærke til, hvor meget der har været behov for, at jeg, og alle andre med ledelsesansvar i Geelmuyden Kiese, har været til stede over for medarbejderne og i virksomhedens liv. Ikke altid for virkelig at tage store beslutninger eller gå i dybden med at udvikle medarbejdere. Vi skal bare være der og lede helt almindeligt og kedeligt og hverdagsagtigt. Ikke kvalitetstid – bare tid.

Læs også: Tre tips til at motivere hjemsendte medarbejdere

Fakta om Geelmuyden Kiese

  • Skandinaviens største partnerejede kommunikationsbureau med kontorer i København, Stockholm, Oslo og Bergen
  • Mere end 140 ansatte, heraf 42 ansatte på kontoret i Jorcks Passage
  • Bureauet blev etableret i 1989

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Skrevet af:

Maria Nielsen

Relateret