Konsulentbesparelserne kan blive en alvorlig hæmsko for de digitale ambitioner, blogger branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen.

21.03.21 DI Rådgiverne Nyheder

Digitale ambitioner kræver opgør med konsulentstoppet

I den forgangne uge lancerede regeringen et digitaliseringspartnerskab, som skal udfordre og styrke grundlaget for regeringens kommende digitaliseringsstrategi. Ambitionen er, at vi på vejen ud af sundhedskrisen skal bekæmpe klimaudfordringer og fremtidssikre velfærden.

Partnerskabet er en forrygende idé og en ny national digitaliseringsstrategi har stået højt på DI’s ønskeliste med god grund. Der er dog særligt én udfordring, som kan blive en alvorlig hæmsko for de digitale ambitioner: adgangen til specialistkompetencer på it-området.

Det problem er desværre endnu større på grund af de kassetænkte offentlige besparelser på eksterne rådgivere.

Læs også: Regeringens digitaliseringspartnerskab 

DI’s digitaliseringspolitik: bedre adgang til it-konsulenter for det offentlige

Uden it-specialister er det umuligt at bygge digitale løsninger. Bygger man en bro, skal der andet end beton og stål til, nemlig ingeniører og håndværkere. Tilsvarende er byggeriet af en digital løsning dømt til at gå galt, hvis der ikke er it-specialister – rådgivende såvel som udførende – og nok af dem.

I halen på lanceringen af partnerskabet har vi i DI offentliggjort et ambitiøst digitaliseringspolitisk udspil: 46 konkrete forslag. Blandt disse er et drøn vigtigt forslag om at sikre, at offentlige myndigheder får flere penge til it-konsulenter, og at pengene bliver brugt klogt.

Læs også: DI’s digitaliseringspolitiske udspil

It-specialister er en knap ressource – brug den klogt

Det må ikke være sådan, at myndigheder skal vælge mellem at droppe digitaliseringsprojekter eller at fastansætte it-specialister, når det vil være bedre at hyre dem ind som konsulenter.

IT-specialister er en mangelvare både herhjemme og globalt. En fjerdedel af alle organisationer kan ikke få dækket deres digitale kompetencebehov (Digital Dogme, 2020).

At fastansætte og fastholde et stort antal it-specialister i offentlige stillinger er uklogt. For det første er det er ikke omkostningseffektivt for den enkelte myndighed med et midlertidigt behov.

Hvad endnu værre er, så vil specialisterne heller ikke have samme mulighed for at bruge, vedligeholde og udvikle deres ekspertisefelt, som de har, hvis de arbejder projektorienteret for forskellige kunder i ind- og udland som privatansatte rådgivere.

Offentligt innovationspotentiale i ekstern rådgivning

Vellykkede digitaliseringsprojekter kræver desuden et målrettet fokus på gevinstrealisering. En væsentlig del af gevinstrealisering kommer ikke af en én-til-én digitalisering af en analog proces, men fordi man innoverer, gentænker og forbedrer arbejdsgange. Derfor skal den offentlige sektor også have adgang til ekstern rådgivning, som kan give nye idéer og perspektiver i design af nye arbejdsgange.

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret indhold