Mange danske virksomheder står over for den udfordring, at de skal modernisere deres it-kernesystemer, og her er der særligt tre ting, de skal være opmærksomme på, pointerer Peter Müller.

Foto: A-2 Management Consulting
20.03.21 DI Rådgiverne Nyheder

Omsæt din forretningsstrategi til digital virkelighed

Er din virksomhed gearet til den digitale transformation? Peter Müller har mere end 25 års erfaring med at udvikle nye it-løsninger i større virksomheder, og han ser særligt tre forbedringspunkter i danske it-projekter. Få dem her.

Den største udfordring for mange danske virksomheder i dag er, at de skal modernisere deres store og komplekse it-kernesystemer Peter Müller, partner i A-2 Management Consulting

I sit arbejde er Peter Müller stødt på særligt tre områder, hvor virksomheder har et stort forbedringspotentiale.

Læs også: Tre gode råd til digital omstilling

1. Balancen mellem digitalisering og individuelle beslutninger

I takt med at vi digitaliserer mere af vores liv, bliver det også desto mere komplekst. For både B2B og B2C-virksomheder gælder det, at den næste bølge af it-løsninger skal understøtte flere og flere forretningslag, påpeger Peter Müller.

”Her gælder det om at finde den rette balance mellem automatisering og intelligent understøttelse af individuelle beslutninger. Mange projekter starter ud med en manglende erkendelse og er for ambitiøse, og når så projektet skal i luften, står du med en løsning, som ikke er helt i mål og som mangler de nødvendige håndtag til at få processerne til at glide. I stedet for at frigøre ressourcer og potentiale, risikerer du, at it-løsningen bliver en hæmsko for virksomheden”, siger han.

Læs også: Hvordan genstarter vi Danmark efter corona?

2. Virkelighedsfjerne it-projekter

En anden fejl mange virksomheder begår er, at de ikke sørger for, at deres it-projekt rettidigt bliver presset ud i den forretningsmæssige virkelighed.

”Et godt billede på det er sneglehuset. Forestil dig en stor virksomhed opbygget i siloer med hver sine forretningsmål. Forretningsideen fødes og bliver til digitaliseringsprojekt et sted i denne organisation. Projektet er sneglen - blød og længst inde i sit sneglehus. Projektet ved godt, at det skal fungere i en større sammenhæng i virksomheden – fokus er på interessenterne. Sneglen bevæger sig ud mod åbningen, og bliver her ramt af virkeligheden med dens allerede eksisterende vilkår - tekniske udfordringer og forskellige agendaer, hvor det er svært at navigere rundt. Her begår mange den fejl at lade sneglen krybe tilbage ind i sit hus for at få fremdrift. Resultatet er virkelighedsfjerne it-projekter”, fortæller Peter Müller.

Digitaliseringsprojektet skal fra start fokusere på det som er forretningskritisk og teknisk mest svært i den firkantede verden, som projektets løsning skal leve i.

Et godt råd er, at du tidligt i processen inddrager ledelsen på tværs i virksomheden, så der er indsigt og support til at lade projektet tage nogle af de største bump på vejen i den første fase, hvor projektet måske er mest sårbart, men også hvor investeringen er mindst, og muligheden for at rette op er størst, pointerer han.

Læs også: Fire fejl du ikke vil begå på online kundemøder

3. Valg af nye it-systemer

Der findes mange metoder for valg nyt it-system. Skal det være et standardsystem, et rammesystem eller skræddersyet udvikling?

Peter Müller er her inspireret af et webinar med Michael E. Porters for år tilbage. Porters pointe er at se på, om et initiativ er fokuseret på virksomhedens potentiale for effektive transaktioner eller strategisk værdi.

”Er fokus på transaktioner, f.eks. lagerstyring, vil et standardsystem ofte være et fornuftigt valg. Virksomheden optimerer som resten af markedet og konkurrenterne. Over tid spiller det en mindre rolle, om et standardsystem her og nu har lidt bedre effekt end et andet. Er fokus på virksomhedens strategiske mål, så kan skræddersyet udvikling ofte give en større effekt. Udfordringen er her at få de enkelte systemer til at hænge effektivt sammen. Her giver væg-til-væg-løsninger, som fx ERP-løsninger, oplagte fordele. En ulempe her kan i lyset af, at fremtidens digitalisering i virksomhederne i høj grad handler om at øge den strategiske og økonomiske værdi af interaktion, at rammesystemet giver samme grundlæggende muligheder for alle”, forklarer Peter Müller og tilføjer

”Som leder ved du, at virksomhedens ledelseskapacitet er en begrænset ressource, der skal bruges effektivt, også når det kommer til digitaliseringsprojekter. Et godt råd er at fokusere de fleste kræfter på de digitaliseringsprojekter, som har størst strategisk værdi. Et godt sted at kigge hen er projekter, som realiserer forretningsværdi og revenue i interaktionen med kunder og partnere”.

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret