Foto: Colourbox

25.03.20 AKT Nyheder

Aftale om arbejdstid og aflønning ved nedgang i driften grundet COVID-19

3F Transport og AKT/DI har den 22. marts 2020 indgået en aftale, der giver mulighed for mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden for medarbejdere under AKT-overenskomsten, hvis trafikselskaberne omlægger køreplaner, herunder reducerer kørslen, på grund af COVID-19. Aftalen har til formål at tilpasse overenskomstens arbejdstidsbestemmelser for at tage højde for den særlige situation.

Undtagelsesvis mulighed for rammeturnus

Aftalen giver mulighed for med et forkortet varsel undtagelsesvis at varsle rammeturnus for alle chauffører, der arbejder i fast turnus.

Der er mulighed for at varsle overgang til rammeturnus med to dages varsel. Hvis det er muligt, skal der gives 7 dages varsel. Der kan også aftales overgang til rammeturnus med kortere varsel med tillidsrepræsentanten.

Kravene til rammeturnus

Når rammeturnus varsles, skal chaufføren samtidig have besked om den daglige rammetid, som vagterne kan placeres indenfor. Så vidt muligt skal den enkelte chauffør beholde sin eksisterende morgen-, aften- eller natramme.

Chaufføren beholder så vidt muligt sit hidtidige fridagsmønster i rammeturnussen og kender derfor på forhånd rækkefølgen af sine fridage. Herudover bevares allerede kendt fravær, fx ferie, feriefridage og afspadsering, også, hvis det er muligt.

Når chauffører er overgået til rammeturnus, gælder alle øvrige regler for rammeturnus ligeledes.

Særregler for opgørelse af turnus

Det er samtidig aftalt, at virksomheden kan vælge mellem to forskellige modeller ved opgørelsen af chaufførens arbejdstid ved overgangen til rammeturnus.

I den ene model opgøres den faste turnus ikke ved overgangen til rammeturnus. Timerne fra den afbrudte faste turnus indgår i stedet i opgørelsen af rammeturnussen. Opgørelsen af den nyetablerede rammeturnus følger anlæggets øvrige rammeturnusser. Herudover opgøres rammeturnus, når chaufføren på ny overgår til at arbejde i fast turnus.

Ved den anden model opgøres den igangværende faste turnus efter reglerne om legal ændring af turnus, når medarbejderen overgår til rammeturnus. Opgørelsen af den nyetablerede rammeturnus følger anlæggets øvrige rammeturnusser. Herudover opgøres rammeturnus, når chaufføren på ny overgår til at arbejde i fast turnus.

Aflønning ved rammeturnus efter aftalen

De vagter, som en chauffør har kørt, aflønnes i overensstemmelse med vagtplanen.

Hvis en fuldtidsansat chaufføren har arbejdet mindre end 37 timer ugentligt i gennemsnit, aflønnes de manglende timer med grundløn plus 5 %. Tilsvarende gælder forholdsmæssigt for deltidsansatte.

Hvis der ved opgørelsen af rammeturnus forekommer overarbejde, behandles dette i overensstemmelse med de almindelige regler for rammeturnus.

Mulighed for arbejdsfrie dage

Der er mulighed for at indlægge arbejdsfrie dage i rammeturnussen udover de ugentlige fridage.

Sådanne arbejdsfrie dage indgår i den løbende arbejdstidsopgørelse med 0 timer. Hvis der er driftsmæssigt behov, eksempelvis på grund af sygefravær, kan chaufføren på sådanne arbejdsfrie dage indkaldes til arbejde samme dag inden for sin ramme.

Varighed

Aftalen gælder indtil den 13. april 2020. Parterne følger situationen og drøfter inden aftalens udløb, om aftalen skal forlænges eller justeres.

Hvis du har spørgsmål til aftalen, er du velkommen til at kontakte AKT’s sekretariat, enten Sussi Skovgaard-Holm (SUSH@di.dk) eller Kirsten Bork (KIBO@di.dk).

Aftale om arbejdstid og aflønning - COVID-19

Hent

Relateret indhold