Hvad er biosolutions?
Biosolutions er grøn teknologi, når det er allermindst – og med stort potentiale.
Danske biosolutions-virksomheder skaber ved at udnytte naturens egne, mikroskopiske byggesten nogle af verdens mest bæredygtige, rene og effektive løsninger. Ved hjælp af biomolekyler såsom bakterier, enzymer og gærceller – samt bioraffinering kan virksomhederne tilbyde grønne løsninger, som bidrager til udviklingen mod en biobaseret økonomi.
Løsningerne, som i fællesskab hedder biosolutions, leverer biologiske løsninger på nutidens udfordringer. Biosolutions nedbringer ikke bare forbrug – det skaber også bæredygtige løsninger, som kan forbruges med bedre samvittighed. Det indebærer eksempelvis plantebaseret plastik samt grønne, alternative proteinkilder. Ligeledes giver eksempelvis enzymer mulighed for at forbedre genanvendelsen af eksisterende ressourcer såsom plastaffald eller lave madaffald om til grønt brændstof.
Biosolutions tænker stort ved at tænke småt.
Hvorfor har vi brug for biosolutions?
Temperaturen stiger med tydelige konsekvenser for jordens økosystemer til følge. Kriser, der truer den menneskelige levevis, står i kø for at blive løst - klimakrisen, miljøkrisen, biodiversitetskrisen, energikrisen, fødevarekrisen og vandmangel. Som svar på de kriser, der viser sig verden over, skaber danske biovirksomheder løsninger, som mindsker bl.a. madspild, affald, energiforbrug, CO2-udledning, vandforbrug og brugen af kemikalier generelt.