18.06.19 ATL Nyheder

Den danske chauffør er en ung blond kvinde

Der er intet i vejen for, at kvinder kan arbejde som chauffør. Vi skal bare ændre vores stereotype forestilling om, at chaufførjobbet er et mandefag. Det var konklusionen efter en debat på Folkemødet.

Det er lørdag eftermiddag under Folkemødet. På Danmarks Radios scene synger koret ”Den danske sang er en ung blond pige”. Og i naboteltet diskuterer repræsentanter for transportbranchen, hvordan vi får flere kvinder til at køre lastbil.

I dag er kun 1-2 procent af chaufførerne kvinder. I Sverige er det lykkedes at komme op på 10-15 procent blandt de, der søger ind på vejgodstransportuddannelsen – ikke mindst på grund af nogle stærke kvindelige rollemodeller.

- Arbejdsgiverne skal være åbne over for at ansætte kvinder. Arbejdspladserne skal indrettes efter det, og vi skal arbejde for at få flere kvindelige ansøgere, sagde Lars William Wesch, direktør i ATL.

Chaufførjobbet består i dag af meget andet end at køre lastbil. Man skal kende til IT, kunne yde en god service og være i stand til at træffe selvstændige beslutninger. Og det tunge arbejde, som kræver en stærk fysik, er erstattet af tekniske hjælpemidler.

- Vi skal have fat i alle, der har en profil som matcher branchen i 2019, og ikke hvem der historisk gør det. Mange kvinder passer selvfølgelig ligeså perfekt et job som chauffør som mændene, og transportbranchen har brug for kvinderne, sagde Lars William Wesch.

Fri kl. 13

Meldgaard A/S, der indsamler affald, har 350 renovationsarbejdere ansat. De fire er kvinder. Men direktør Lasse Meldgaard vil meget gerne ansætte flere kvinder, og han mener, at jobbet kan være attraktivt for en del kvinder.

- Arbejdstiden er fra klokken 6 til 13, så der er mulighed for at have fritidsinteresser og en familie. Og der er næsten ingen tunge løft længere, sagde Lasse Meldgaard.

Den fangede Nina Groes, der er tidligere direktør i Kvinfo og initiativtager til Boss Ladies. Mange kvinder vil – ifølge hende – være tiltrukket af en arbejdsdag, som slutter kl. 13.

- Men I er nødt til at arbejde med kulturen på arbejdspladserne. Hvordan tager I godt i mod kvinderne? Og hvordan sikrer I et godt arbejdsmiljø for både mænd og kvinder?,  spurgte hun.

Sædet kan indstilles

Hvis der var en konklusion på debatten, var det, at det nu gælder om at markedsføre jobbet som chauffør over for kvinder. Og det skal allerede være i folkeskolen, hvor pigerne endnu ikke har besluttet sig for, hvilken uddannelse de skal tage.

Lene Holst Høegh Engkvist har i 12 år arbejdet som godschauffør hos Viggo Petersens eftf. Hun deltog ligeledes i debatten på Folkemødet. Hun mener ikke, at der er noget som helst i vejen for, at kvinderne kan rykke ind i lastbilerne. Bilerne og kranerne kan ikke kende forskel på, om de styres af en mand eller en kvinde.

- Og hvis man ikke er så høj, kan man bare indstille sædet, sagde hun.

Lars William Wesch

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4831
  • Mobil +45 4061 2007
  • E-mail lwh@di.dk