27.04.20 ATL Nyheder

Transportuddannelserne kan genåbne

AMU-centrene har fået lov til at genåbne enkelte uddannelser. Det skal naturligvis ske med respekt for de sundhedsfaglige anbefalinger. Uddannelserne inden for godstransport er blandt de udvalgte, som nu bliver genoptaget.

-          Det er rigtigt positivt, at skolerne nu har fået mulighed for at genåbne en række uddannelser. Der er brug for at sikre de  nødvendige uddannelsestilbud til branchen, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

Udmeldingen fra Sundheds- og Ældreministeriet kom i slutningen af sidste uge, og det er nu op til AMU-centrene at tilrettelægge uddannelserne, så man kan overholde kravene om hygiejne og afstand. Det betyder formentlig, at der vil være variationer fra skole til skole.

Der er også åbnet for, at nogle elever på erhvervsuddannelserne kan genoptage deres uddannelse. I første omgang åbnes uddannelserne udelukkende for de elever, der har mindre end 1 år tilbage af deres praktik-pladsaftale.

Hvis man af forskellige grunde ikke har mulighed for at tilbyde undervisningen fysisk med det samme eller virksomheden og de ansatte foretrækker virtuel undervisning, er der en række muligheder.

AMU Fyn tilbyder for eksempel, at man kan tage den teoretiske del af gaffeltruckcertifikatet som fjernundervisning. Den praktiske del af undervisningen foregår på skolen.

Det er også muligt at tage kurser om køre- og hviletidsreglerne og energirigtig kørsel.

-          Hvis du har medarbejdere, som du ikke har fuldtidsarbejde i øjeblikket, kan det være en god ide, at sende dem på efteruddannelse. Som arbejdsgiver får man betalt nogle af lønomkostningerne, og når krisen er overstået, vil man stå med mere fleksible og opdaterede medarbejdere, siger Bent Bejstrup, chefkonsulent i ATL.

Undervisningen kan tilrettelægges, så arbejdstid og undervisningstid sammenlagt rammer 7,4 timer om dagen.

Du kan se, hvilke kurser AMU centrene tilbyder som fjernundervisning her.

Link til AMU Fyn kan du finde her

Lars William Wesch

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4831
  • Mobil +45 4061 2007
  • E-mail lwh@di.dk