Nordbornholms Auto
15.04.24 DI Bilbranchen Nyheder

DM i Skills: Gustav er lastvognsmekaniker hos Scania og er fan af mekanik

Gustav arbejder til daglig som lastvognsmekaniker og er særligt interesseret i finde og løse fejl.

Om Gustav

Navn: Gustav Møller Selsmark
Virksomhed: Scania Sorø
Skole: TEC
Alder: 20

Til DM i Skills glæder Gustav sig til at finde ud af, hvad opgaverne består af, mens han i de her dage gør sig de sidste forberedelser - både ved Scania og i skolen.

Hvad vil du sige, er det bedste ved dit fag?
Det bedste ved mit fag er de små sejre. Jeg opdager et problem, arbejder på det, og så virker det igen. Det føles rart. Det kan fx være en fejl, som viser sig ved, at noget lyder forkert. Det kunne være bremser eller undervognen på en lastbil, der er noget galt med. Derefter tester jeg det, og så virker det igen. 

Hvad er det vildeste, du har lavet med dit fag?
Det vildeste jeg har lavet, det er nok store motoradskillelser. Altså at skille en motor ad og samle den igen på lastvogne.

Hvad drømmer du om at arbejde med som lastvognsmekaniker?
Jeg drømmer til en vis grad om at arbejde med diagnosticering og vedligeholdelse. Jeg vil gerne være god til at reparere noget, så det kører videre.

Hvordan forbereder du dig til DM i Skills?
På skoleforløbet har vi lidt ekstra undervisning om dagen, hvor vi først studerer og bagefter prøver nogle ting af. På Scania går de også meget op, at jeg skal deltage i Skills, og jeg får hjælp, hvis jeg mangler noget.

Hvordan bidrager din uddannelse til den grønne omstilling?
Grøn omstilling fylder en del i både faget og på min læreplads. Scania Sorø går meget ind for den grønne omstilling og for at producere el-lastbiler. Vi går meget ind for genbrug, og vi sørger for at eliminere spild på en ordentlig måde. Derudover laver vi service på hybridlastbiler og vedligeholder dem.

Glæd dig til at se Gustav og alle de andre fra bilbranchens uddannelser dyste under DM i Skills. 

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold