16.05.23 Træsektionen Nyheder

Svanemærket strammer kravene til byggeri

Svanemærket har netop skærpet kravene til nybyggeri. Der er især skruet op for ambitionerne i forhold til cirkulær økonomi, klima og biodiversitet. Samtidig kan kontorbyggeri nu også opnå Svanemærket.

Fremover kan både kontorbyggeri, institutionsbyggeri (skoler og daginstitutioner) og beboelsesejendomme opnå certificering med Svanemærket.

Svanemærkets nye krav omfatter bl.a.:

  • Lavt energiforbrug (brugsfase), der er minimum 10 % bedre end NZEB (nær nul energi-bygninger).
  • En klimaberegning for alle bygninger, der er omfattet af obligatoriske eller frivillige krav i Bygningsreglementet. Klimaberegningen skal overholde en grænseværdi på 10,5 Kg CO2 eq/m2, der er strengere end lovgivningens krav på 12 Kg CO2 eq/m2.
  • Fugtkontrol, krav til dagslys og minimeret udsættelse for skadelige kemikalier.
  • Miljømæssige og sundhedsmæssige egenskaber ved kemikalier, der bliver brugt i både byggematerialer og kemiske byggeprodukter.
  • En materiale-logbog til at sikre sporbarhed på de materialer og kemiske produkter, der indgår i byggeriet.
  • Foranstaltninger for at bevare og forbedre biodiversiteten på byggegrunden.
  • Kontrol af byggeprocessen.

Det er vigtigt, at du som håndværker sætter dig ind i, hvilke krav Svanemærket stiller, inden du indgår aftaler om at udføre Svanemærket byggeri.

Læs mere her: Sådan opfører du en mere bæredygtig bygning - Svanemærket | Svanemærket (svanemaerket.dk)

 

Relateret indhold