Arrangement

Seminar: EU-Mercosur-Handelsaftalen - Forum for fair og bæredygtig handelspolitik

EN KLIMA- OG MILJØVENLIG HANDELSPOLITIK

Udenrigsministeriet afholder i samarbejde med EU-Kommissionens repræsentationskontor i København, Dansk Industri og Latin America Business Forum det andet møde i Forum for fair og bæredygtig handelspolitik. Fokus for mødet vil være klima og miljø i handelspolitikken og EU-Mercosur-handelsaftalen.

Om formiddagen vil der være en drøftelse af Mercosur-handelsaftalen og markedsmulighederne i Mercosur-landene. Kontorchef for Latinamerika i EU-Kommissionen Matthias Jørgensen, der var med til at forhandle aftalen, vil give et overblik over aftalens fordele for europæiske virksomheder, og Danmarks ambassadør i Brasilien Nicolai Prytz vil give et indblik i den økonomiske og politiske situation samt markedsmulighederne i Mercosur-landene med fokus på Brasilien. Drøftelsen er særligt rettet mod virksomheder, men alle medlemmer af handelspolitisk forum er velkomne til at deltage.

På mødets hovedsession efter frokost vil der være fokus på klima og miljø i handelspolitikken. Kontorchef for handel og bæredygtig udvikling i EU-Kommissionen Madelaine Tuininga vil give et indblik i, hvordan EU Kommissionen overordnet arbejder for at sikre klima- og miljøhensyn i EU’s handelspolitik. Herefter vil kontorchef Matthias Jørgensen give en præsentation af, hvordan miljø- og klimahensyn konkret er håndteret i forbindelse med forhandlingerne om EU-Mercosur-handelsaftalen. På denne baggrund lægges der op til en bred debat med Forummets medlemmer om bedre indtænkning af klima- og miljøhensyn i handelspolitikken.

Kernegruppen i handelspolitisk forum mødes efterfølgende til en teknisk drøftelse.

Dagen afvikles på engelsk.