Kursus

Kom i gang med cirkulær økonomi

Sådan kommer din virksomhed i gang og får udbytte af cirkulær økonomi.

Cirkulær økonomi handler om at drive forretningen smartere, så ressourcerne udnyttes bedre ved at gentænke design, produktion, salg og forbrug, så materialerne kan indgå i nye produkter, bruges igen, deles eller sælges som en service.

Cirkulær økonomi er blevet et vigtigt konkurrenceparameter for produktions- og fremstillingsvirksomheder og et afgørende redskab til at arbejde med bæredygtighed, klima og til at styrke dine forsyningskæder.

På dette 1-dags kursus klæder vi dig derfor på til at komme i gang med cirkulær økonomi. Du bliver klogere på de krav og udfordringer, du kommer til at stå overfor. Du får også en værktøjskasse med forretningsmodeller, du kan bruge allerede fra dagen efter kurset til at sikre jer en stærk position i fremtiden.

Det lærer du

Efter kurset vil du være og have:

  • Opdateret på kommende krav inden for cirkulær økonomi
  • Klogere på, hvilke forretningsmodeller I kan benytte i din virksomhed
  • Udstyret med 3 konkrete indsatsområder, du kan sætte i gang allerede fra i morgen
  • Et solidt overblik over de midler og ressourcer, du skal bruge til at arbejde videre med cirkulær økonomi i din virksomhed.

Målgruppe

Kurset henvender sig til dig, der ønsker at komme i gang med cirkulær økonomi, men som mangler viden og værktøjerne til hvordan. Det er særligt relevant for virksomhedsledere og bestyrelsesmedlemmer i SMV’er inden for fremstillings- og produktionssektoren.

Vi anbefaler, at mindst to personer fra virksomheden deltager for at opnå maksimalt udbytte.

Kursets opbygning

Kurset strækker sig over 1 dag og vil bestå af inspirerende oplæg fra eksperter inden for cirkulær økonomi fra både DI, Transition og Norion. Mellem hvert oplæg vil der være workshops, hvor du får mulighed for at arbejde direkte med din egen virksomhed i forhold til de enkelte temaer.

Om underviserne

Jonathan Jakobsson
Jonathan er rådgiver i bæredygtighed og strategi i Transition med fokus på cirkulær økonomi. I sin rådgivning hjælper han virksomheder med at forstå, hvad cirkulær økonomi er, og hvordan de kan udvikle og implementere cirkulære forretningsmodeller. Han rådgiver virksomheder på tværs af brancher og har viden om og erfaring med de kompleksiteter virksomhederne kan støde på, når de skal omstille til cirkulær økonomi.

Bjørn Bauer
Bjørn er direktør i Norion Consult. Han har 30 års erfaring som virksomhedsleder og 25 års erfaring i at støtte virksomheder i grøn omstilling. Han har arbejdet med cirkulær økonomi fra stort set alle vinkler og sidder i dag som en del af ledelsen af Det Europæiske Temacenter for Cirkulær Økonomi.

Martin Strand
Martin Strand er Chefkonsulent i DI Virksomhedsudvikling, med 30 års erfaring fra leder- og projektlederstillinger i små- og mellemstore virksomheder. Han er erfaren facilitator af netværk og virksomhedsrelaterede udviklingsforløb, hvor han rådgiver om produktivitet og optimering af flow.

Program