Webinar

5 trin til mål for biodiversitet i din virksomhed

Bliv klogere på Science Based Targets for Nature, og hør om erfaringer med metoden fra virksomheden KLS Pureprint

Måske har du hørt om Science Based Targets Initiative (SBTi) i forbindelse med klima? Standarden er internationalt anerkendt og hjælper virksomheder med at sætte videnskabeligt baserede klimamål, der er i overensstemmelse med Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5°C.

Sammenslutningen Science Based Target Network arbejder nu på at supplere klimamålene med videnskabelige mål for naturen (Science Based Targets for Nature), som skal gøre det muligt for virksomheder at sætte langsigtede mål for natur og biodiversitet.

De første mål for ferskvand og landnatur blev lanceret i sommeren 2023, og der skal i 2025 være mål for land, ferskvand, biodiversitet, hav og byer.

På webinaret får du en introduktion til de fem trin i Science Based Targets for Nature, som kan inspirere og hjælpe din virksomhed til at komme i gang med at sætte mål for natur og biodiversitet. Du møder Jacob Fjalland, innovationschef i WWF Verdensnaturfonden, som er involveret i udviklingen af Science Based Targets for Nature.

KLS Pureprint er en af de få danske virksomheder, der er gået i gang med at bruge Science Based Targets for Nature. Kasper Larsen, kommerciel direktør i KLS Pureprint, deler på webinaret erfaringer og overvejelser i forhold til metoden.

Webinaret er en del af projektet Biodiversitet – inspiration til dansk erhvervsliv (Biodiversitet – inspiration til dansk erhvervsliv - DI (danskindustri.dk), hvor Dansk Industri, WWF Verdensnaturfonden og Industriens Fond samarbejder om at hjælpe danske virksomheder i gang med at arbejde forretningsorienteret med biodiversitet.

Du kan tilmelde dig projektets følgegruppe her.