Webinar

Mens vi venter på Skills – Roskilde 2024

I april måned skal vi til det igen: Der er danmarksmesterskaber for lærlinge, DM i Skills. Derfor har vi inviteret gæster i studiet til en samtale om, hvad der skal ske fra den 17. til den 20. april.

Foto v. Lasse Lagoni og SkillsDenmark

DM i Skills er hver gang både velkendt og nyt. I år afvikles Skills for første gang i Roskilde, og det betyder, at SkillsDenmark – som sædvanlig – har skullet tænke nyt og anderledes. De fysiske rammer er nye, samarbejdspartnerne nogle andre, og geografien er en anden end tidligere.

Hvad det hele er endt med, og hvad vi kommer til at opleve, når indmarchen afvikles den 17. april, og konkurrencerne begynder den 18. april, vil SkillsDenmarks direktør Simon Neergaard-Holm fortælle om på webinaret.

Virksomhedens take på DM i Skills

Med i studiet er også direktør Morten Nymann fra Nymann Teknik i Hobro. Morten deltager sammen med industritekniker Sander Hem Münchow, som vandt DM i Skills i 2020 som lærling hos Nymann Teknik. Sander deltog også ved WorldSkills Special Edition i oktober 2022 i Stuttgart, hvorfra der kom en Medallion for Excellence med hjem.

Nymann Teknik er en erfaren Skills-virksomhed med hele tre Skills-deltagere og en klar prioritering af Skills. Morten vil sætte ord på, hvorfor og hvordan virksomheden bruger tid og kræfter på at have lærlinge med til både danske og udenlandske mesterskaber for lærlinge.

Sander giver os lærlingens perspektiv på forberedelser og konkurrencer. Og hvordan det er at være lærling i en virksomhed, der prioriterer Skills så benhårdt som Nymann Teknik.

Heike Hoffmann

Heike Hoffmann

Chefkonsulent

Mischa Bundgaard

Mischa Bundgaard

Koordinator