Foto: Kasper Hjorth/Büro Jantzen

30.11.23 DI Digital Nyheder

Hak i tuden til Danmarks digitale konkurrenceevne

Danmarks position som digitalt foregangsland får et ordentligt hak i tuden i årets undersøgelse af digital konkurrenceevne. På centrale områder som kunstig intelligens og kompetencer er der tilbagegang og det betyder, at Danmark mister sin førsteplads og i år lander på en fjerdeplads.

- Det er bekymrende, at vi på et år ryger tre pladser ned. Ifølge IMD’s undersøgelse, får Danmark en fjerdeplads primært pga., at vi er blevet mindre parate til at kunne tage nye teknologier i brug i fremtiden, siger branchedirektør Camilla Ley Valentin, DI Digital, der er Dansk Industris branchefællesskab for techvirksomheder.

I 2022 kunne vi smykke os med en førstepladse, men den tid er slut ifølge IMD’s nye undersøgelse ”IMD World Digital Competitiveness Rankig”.

- Vi er gået fra en førsteplads i at være teknologisk fremtidsparate (Future readiness) til en tredjeplads. Det vil uden tvivl have konsekvenser for vores konkurrenceevne fremover, hvis vi fortsætter med at ryge ned af ranglisten, siger Camilla Ley Valentin.

- På nuværende tidspunkt ligger Danmark stadig højt på ranglisten, men hvis vi i fremtiden skal være blandt de bedste til at høste gevinsterne af digitalisering, så er det afgørende, at vi har høje ambitioner om både investering og opkvalificering. Andre lande er i fuld fart med deres digitale transformation. Vi har ikke råd til at hvile på laurbærrene., siger Camilla Ley Valentin.

Sakker bagud med AI

Som noget nyt I år giver resultaterne af undersøgelsen et indblik i, hvordan forskellige lande nærmer sig digital transformation i en tidsalder med kunstig intelligens. Kunstig intelligens ses som kernen af flere af de faktorer, som der måles efter i år. Af IMD’s analyse har Danmark fået en ottende plads ift. adaptive attitude, hvor Danmark indtog en femte plads i 2022.                     

- Vores ottende plads i adaptive attitude, som er vores evne til at tilpasse os og høste gevinsterne af ny teknologi, er endnu et bevis på, at der er behov for, at vi får højere ambitioner for at anvende og udvikle kunstig intelligens i Danmark, og at vi sætter en klar vision for, hvor vi vil hen med teknologien, siger Camilla Ley Valentin.

- Teknologi er et af brændstofferne for de mest succesfulde økonomier i fremtiden, og vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan vi fremtidssikrer dansk konkurrenceevne, sikkerhed og international indflydelse. Hvis ikke vi handler nu, risikerer vi at miste viden, produktion og arbejdspladser til skade for både vækst og velfærd, siger Camilla Ley Valentin.

Bekymret for kompetencer

Danmark placerer sig i år på en niende plads på kategorien ‘knowledge’, hvor vi sidste år indtog en sjette plads. Danmark har længe haft problemer med en stor mangel på it-specialister.

- At vi scorer en 12. plads i training & education, som er vores evne til at efteruddanne og uddanne, er stærkt bekymrende. Det er altafgørende, at vi er dygtige til at løfte vores digitale kompetencer gennem uddannelse og livslang læring. Vi ved, at der er stor mangel på it-specialister, og det har der været længe – ikke bare i it-branchen, men i stort set alle brancher.

- Hvis vi skal have mulighed for at gribe nye teknologier og implementere dem i fremtiden, kræver det først og fremmest, at vi har de nødvendige digitale kompetencer til det. Regeringen har taget de første skridt ift. at løse manglen på it-talent i deres nye digitaliseringsstrategi. Vi vil følge arbejdet tæt, så vi sikrer, at vi snart får gjort noget ved den store mangel, siger Camilla Ley Valentin.

Fakta om ubdersøgelsen: 
Undersøgelsen IMD World Digital Competitiveness Ranking vurderer 64 landes digitale konkurrenceevne inden for knowledge, technology og future readiness.

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold