22.08.23 DI Digital Nyheder

For få mikrovirksomheder gør brug af kunstig intelligens

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at kun 13 pct. af mikrovirksomheder gør brug af kunstig intelligens.

Vi ved, at anvendelsen af kunstig intelligens er afgørende for både store og små danske virksomheders konkurrencekraft. Det er derfor bekymrende, at mikrovirksomhederne ser ud til at halte efter det resterende danske erhvervsliv. Kunstig intelligens har en unik mulighed for at hjælpe og understøtte væksten i danske mikrovirksomheder, men denne fordel går mange af dem glip af i øjeblikket: 

- Brugen af AI bliver afgørende for virksomheders konkurrencekraft, og selvom det ikke er overraskende er det bekymrende, at så relativt lille en del af danske mikrovirksomheder anvender AI. Der er ingen tvivl om, at der skal mere fart på udviklingen, hvis danske mikrovirksomheder skal følge med udviklingen i det resterende erhvervsliv. Kunstig intelligens giver helt nye muligheder, også til små virksomheder, ift. at blive mere effektiv og robust i forhold til den stigende konkurrence, siger Andreas Holbak Espersen, digitaliseringspolitisk chef i DI Digital. 

Samlet set er der relativt få mikrovirksomheder, der bruger AI.

Halvdelen af mikrovirksomhederne, der gør brug af AI, gør primært brug af AI-baseret sprogteknologi, som ChatGPT. Men de halter desværre efter når det kommer til de mere avancerede AI teknologier, som f.eks. AI-styrede robotter og cobots.

- Det bekræfter os i, at der stadig er et stort potentiale for at udbrede kendskabet til mange AI løsninger blandt mikrovirksomhederne i de kommende år, siger Andreas Holbak Espersen.

De nye tal viser dog, at flere mikrovirksomheder anvender dataanalyse, der i mange tilfælde kan være første skridt til brugen af AI. Nu handler det om, at de skal flyttes over på endnu mere effektive AI-løsninger. 

- Vi er stadig relativt tidligt i processen med udruldning af AI og jeg mener derfor, at vores vigtigste opgave er at sikre, at langt flere kommer med på vognen de kommende år. Det kunne man blandt andet gøre ved at øremærke udviklingsmidler f.eks. under SMV:Digital til kunstig intelligens, siger Andreas Holbak Espersen. 

Relateret indhold