16.01.24 DI Digital Nyheder

Gik du glip af AI for All-konferencen?

Den 9. januar sparkede vi året i gang med en stor AI-konference i Industriens Hus under navnet: AI for All. Var du så uheldig at misse den, så har vi samlet de vigtigste pointer her.

Til AI for all-konferencen berørte vi flere yderst relevante emner, der alle kredser om AI-teknologien, vi alle er blevet bekendt med i løbet af det forgangne år.

Konferencen bød på flere oplæg fra nationale såvel som internationale repræsentanter fra erhvervslivet, som kom vidt omkring relevante perspektiver på generativ AI. Vi hørte bl.a. om, hvordan Intercom anvender generativ AI i deres virksomhed samt, hvordan og hvorfor de besluttede sig for at gå all-in på implementeringen. Derudover fortalte Synthesia om deres vision, om at gøre videofremstilling tilgængeligt og intuitivt ved hjælp af en AI-drevet videofremstillingsplatform.

Foruden de to blev publikum beriget med AI-indsigter fra IBM, Novo Nordisk, Hempel, LEGO, LMS365, Palantir samt et mere akademisk perspektiv på den kunstige intelligens’ indtog fra Danish Pioneer Centre for AI at the University of Copenhagen. Alle disse kan opleves her.

Hvis man skal skære hovedpointerne fra dagen helt ind til benet, kan de opsummeres således:

  • Det er vigtigt, at virksomheder begynder at tænke kunstig intelligens ind i deres fremtidsstrategi. Udforsk teknologien med din egen virksomheds gevinster for øje, og skab gunstige forhold for, at medarbejdere bliver trænet i at anvende AI i dagligdagen.
  • Vi er ofte bekymrede og bange for det, vi ikke kender. Det er afgørende, at vi griber de potentialer som en ny teknologi bringer, men det er mindst lige så vigtigt, at vi gør det med etik og ansvarlighed for øje.
  • Derudover lagde flere af talerne vægt på at ressourcer og kompetencer vil være afgørende for en europæisk aktiv deltagelse i udviklingen af AI-værktøjer. Har du ikke kompetencerne in house – så få fat på dem!

Der er ingen tvivl om, at AI vil være en del fremtiden, og ligeledes forme industrier og vores samfund som helhed – vi vinder således intet ved at tøve.

Se eller gense billeder og keynote-oplæg fra konferencen her.

Henrik Fabrin

Henrik Fabrin

AI Lead

Relateret indhold