25.01.24 DI Digital Nyheder

Green Futures Summit: Sådan navigerer du i EU’s funding-programmer

Danske virksomheder har historisk set svært ved at udnytte de finansieringsmuligheder, som bl.a. EU tilbyder, og som kan være afgørende for at virksomhederne forbliver innovative og konkurrencedygtige. Her er 3 gode råd til, hvordan du kommer i gang.

Til Green Futures Summit satte vi sammen med Europa-Kommissionens danske repræsentation fokus på, hvordan erhvervslivet kan få gavn af de europæiske pengekasser, hvor der alene på det digitale område er mere end 30 mio. euros at hente.

Perspektiver på EU-funding 
En udbredt fortælling om årsagen til danske virksomheders svage involvering i fondsansøgninger er, at det kan være svært at navigere i regler, processer og i det hele taget at finde ud af, hvor man skal starte. Sådan behøver det imidlertid ikke at være. Maria Østergaard fortalte blandt andet, at Greater Copenhagen tilbyder matchmaking med relevante EU-fonde alt efter det aktuelle projekt for virksomhederne. På den måde bliver processen mere overskuelig – især for SMV’er, der med færre ressourcer kan undgå at bruge dem på ansøgninger til de ”forkerte” fonde.  

Andreas Nykjær fra Digitaliseringsministeriet førte deltagerne igennem de kommende funding-calls i 2024 under Digital Europe Programme med et budget på 7,5 mia. euros. Med vægt på HPC, AI, Cloud, Cybersikkerhed og kompetencer. Han anbefalede bl.a. virksomheder at inkludere en grøn vinkel i deres forslag og at huske den europæiske dimension for at styrke sandsynligheden for at få del i de europæiske pengekasser. Andreas fremhævede, at der var stor succesrate på 75 pct. for SMV’er.   

Christian Holstein og Alexandra Lange fra UFM præsenterede Horizon Europe og delte deres erfaringer med funding og fremhævede, at der hvert år bliver hentet svimlende 2 milliarder kr. hjem gennem Horizon Europe-programmet. Foruden fordelene ved tildelingen af tilskud, der typisk ligger mellem 3-10 mio. euros, kunne de afsløre, at halvdelen af virksomhederne oplever forbedringer af egne produkter og services efter at have deltaget i Horizon-projekter.  

Praktisk eksempel: Lotus Microsystems 
Blandt dem, der har haft succes med at modtage funding, er Lotus Microsystems, der i sin seneste seed-runde rejste 60 mio. dkk. Yasser Nour, der er co-founder af virksomheden, lagde i sit oplæg vægt på, at det er en proces, der skal planlægges nøje og at man som virksomhed skal gøre sig klare overvejelser om, hvorfor man søger om kapital. Pengene er ikke målet i sig selv, fremhævede han nemlig, det er snarere midlet, der kan hjælpe med at accelerere forretningsudviklingen og langsigtede, komplekse projekter. Han kom desuden med en anbefaling til andre virksomheder, der vil søge et funding: Integrér projektet i virksomhedens arbejde og strategi. Det vil både lette håndteringen af virksomhedernes egen håndtering af projektet og samtidig gøre dens mission klar for fondene.     

I DI Digital står det klart for os, at der er et stort potentiale for at danske virksomheder kan hente støtte i de mange EU funding-programmer, som kan bidrage til at skabe en stærk konkurrenceevne og fastholde Danmark som en nation i topklasse hvad angår innovation.  

For virksomheder, der gerne vil i gang med funding-processen, har vi nedenfor samlet tre gode råd: 

1): Planlæg processen i god tid og vær sikker på formålet med ansøgningen, så der ikke går ressourcer tabt. I Lotus Microsystems brugte de fx mere end 10 måneder på processen. 

2): Fordi processen er omfattende, kan det være en god idé at hente hjælp eksternt fra forretningsrådgivere, der kan bidrage til ansøgningsprocessen og hjælpe med at lede projektet i mål. MV’er kan få penge til at dække udgifter til at få rådgivere til at lave ansøgningen. 

3): Udvælg det mest kritiske forretningsområde med potentielt stort impact i forretningen og start der.   Det kan være vanskelige at få støtte til fra angel investorer til projekter med stor risiko – her er EU Funding god.  

Lukas Olivier Le Gal
Skrevet af:

Lukas Olivier Le Gal

Relateret indhold