17.11.22 DI Energi Nyheder

Status på energipriserne: Elprisen forbliver lav, imens gasprisen stiger igen

Vind og regn holder fortsat elprisen nede på trods af stigning i gasprisen. Koldere temperaturer i Europa øger efterspørgslen på gas. DI Energi giver dig en status på energipriserne her.

Elprisen holdes nede af vind- og vandkraft

Elprisen holder sig på et relativt lavt niveau efter uger med meget vind og regn. Den 11. november var dagsgennemsnittet i DK1 og DK2 på henholdsvis 14,7 og 25,1 kr. pr. MWh, hvilket er det laveste dagsgennemsnit siden d. 4. maj 2021. Den seneste uge har elprisen i gennemsnit ligget på 699 kr. pr. MWh, og gennemsnittet for november måned ligger foreløbigt på 632 kr. pr. MWh. Sammenlignet med oktober måned, hvor gennemsnitsprisen endte på 1.018 kr. pr. MWh, er elprisen dermed indtil videre faldet med 38 pct. i november.  Årsgennemsnittet for 2022 ligger i øjeblikket på 1.579 kr. pr. MWh, hvilket er 141 pct. højere end årsgennemsnittet i 2021, der endte på 654 kr. pr. MWh.

Faldet i elprisen skyldes i høj grad de relativt lavere gaspriser, der ses i øjeblikket, idet gasbaseret elproduktion i visse perioder fortsat sætter elprisen. Dertil har efteråret budt på favorable vindforhold set i et energimæssigt perspektiv. Mere vind og mere nedbør har præget elproduktionen, og vedvarende energikilder har derfor i mange timer dækket hele elforbruget i Danmark.  

Vandreservoirerne til vandkraft i Sydnorge har ligeledes opnået en højere fyldningsgrad, og har dermed kunnet dække en større del af elforbruget. I tillæg til dette har temperaturerne i efteråret været milde sammenlignet med tidligere år, hvormed behovet for el til opvarmning har været lavere.  

Naturgasprisen stiger i starten af varmesæsonen

Efter et dyk frem til d. 1. november, hvor spotprisen faldt til 191 kr. pr. MWh, er gasprisen igen steget de første to uger af november. Det foreløbige månedsgennemsnit for november ligger i øjeblikket på 511 kr. pr. MWh, og den seneste uge har dagsprisen i gennemsnit ligget på 611 kr. pr. MWh. Sammenlignet med oktober måned, hvor gennemsnitsprisen endte på 646 kr. pr. MWh, er det foreløbige gennemsnit for november fortsat 5,5 pct. lavere trods stigningen.

Årsgennemsnittet for naturgasprisen ligger nu på 936 kr. pr. Dette er en stigning på 168 pct. sammenlignet med 2021, hvor årsgennemsnittet endte på 349 kr. pr. MWh.

Gasprisen forventes dog af stige igen henover de kommende måneder, idet futures med leverance i vintermånederne på nuværende tidspunkt sælges til omtrent 900 kr. pr. MWh. Den 14. november blev 1 MWh med leverance i februar handlet til 122 EUR på den hollandske naturgasbørs TTF, hvilket svarer til en pris på ca. 910 kr. pr. MWh.

Stigningen i gasprisen skyldes blandt andet, at efterspørgslen er steget igen som følge af lavere temperaturer. Den næste uge forventes temperaturerne at falde væsentligt i Europa, hvilket for alvor vil sætte varmesæsonen i gang. Ubalancen mellem udbud og efterspørgsel, der prægede priserne i slut oktober, er ligeledes blevet mindre. Dette er blandt andet som følge af færre leverancer af LNG fra USA, samt en midlertidig nedlukning af Equinors norske gasplatform, Åsgard B, der varede fra søndag til tirsdag i denne uge. Det skriver Reuters.

På trods af en øget efterspørgsel er fyldningsgraderne i de europæiske gaslagre dog fortsat meget høje. I Danmark er fyldningsgraden i øjeblikket på 99,1 pct., og i EU generelt ligger den gennemsnitlige fyldningsgrad på 95,6 pct. Tyskland, som er det land i EU med de største gaslagre, har nu en estimeret fyldningsgrad på 100 pct.

Olieprisen stabiliserer sig en smule

Olieprisen har de seneste par uger været mere stabil efter et år med usædvanligt volatile priser. Månedsgennemsnittet for oktober endte på 418 kr. pr. MWh, og det foreløbige gennemsnit for november måned er kun steget minimalt, idet det i øjeblikket ligger på 419 kr. pr. MWh. Årsgennemsnittet ligger nu på 433 kr. pr. MWh, hvilket er 64 pct. højere end 2021, hvor gennemsnittet endte på 264 kr. pr. MWh.

At olieprisen har stabiliseret sig sammenlignet med tidligere på året afspejles også i de futures, der handles for tiden. Olie med leverance henover vinteren handles til priser meget nær de nuværende spotpriser. Den 15. november blev 1 MWh råolie med leverance i februar 2023 solgt til 410 kr.

Stabiliteten kan sandsynligvis tilskrives, at efterspørgslen på råolie holdes oppe af en forholdsvist uelastisk efterspørgsel på diesel og andre oliebaserede brændstoffer. Dette er på trods af, at efterspørgslen i 2022 indtil videre har været præget af massive covid-19 nedlukninger i Kina, hvilket har sænket det globale olieforbrug. Derudover er prisen ligeledes blevet holdt nede af en stærk dollarkurs, samt den fortsatte frygt for recession. Dette skriver Reuters.

Kulprisen falder som følge af nedsat efterspørgsel

Kulprisen er fortsat lav sammenlignet med resten af året, og ramte d. 9. november en dagspris på 188 kr. pr. MWh. Dette er den laveste dagspris siden d. 24. februar 2022. Det foreløbige månedsgennemsnit for november ligger i øjeblikket på 206 kr. pr. MWh. Sammenlignet med oktober måned, hvor gennemsnittet endte på 271 kr. pr. MWh, er prisen i november dermed foreløbigt faldet med 24 pct.

Årsgennemsnittet for kulprisen ligger i øjeblikket på 308 kr. pr. MWh, hvilket fortsat er væsentligt højere sammenlignet med tidligere år. Sammenlignet med 2020 og 2021, hvor gennemsnitspriserne endte på henholdsvis 48 og 111 kr. pr. MWh, er årsgennemsnittet i 2022 steget med henholdsvis 541 og 178 pct.

Faldet i kulprisen kan sandsynligvis delvist tilskrives, at gasprisen er faldet til et væsentligt lavere niveau, hvormed kul ikke længere er et lige så attraktivt alternativ. Derudover er kulprisen også påvirket af covid-19 nedlukningerne i Kina, som ellers er det land i verden med det suverænt største kulforbrug.  Dette har resulteret i et fald i det globale kulforbrug, hvormed prisen er blevet holdt nede.

De høje temperaturer, som efteråret indtil videre har budt på, har ligeledes holdt efterspørgslen nede, idet varmebehovet har været lavere end normalt. Med koldere temperaturer på vej i Europa kan efterspørgslen dog stige henover vinteren.

Kvoteprisen forbliver på højere niveau

Efter en markant stigning i slutningen af oktober, som i høj grad skyldtes short-coverings, er kvoteprisen i november måned igen faldet en anelse. Det foreløbige månedsgennemsnit for november ligger i øjeblikket på 562 kr. pr. ton, hvilket fortsat er højere end månedsgennemsnittet for oktober, der endte på 524 kr. pr. ton.

Priserne i november har dog indtil videre ligget lavere end årsgennemsnittet, der nu er faldet til på 603 kr. pr. ton. Sammenlignet med 2021 er dette en stigning på 53 pct., idet en kvote i 2021 i gennemsnit kostede 396 kr.

Det marginale fald i november skyldes sandsynligvis, at der er kommet mere ro på markedet efter massive short-coverings i slut oktober. Derudover har de lavere el- og gaspriser sandsynligvis også resulteret i en lavere efterspørgsel på kvoter, idet mere CO2-udledende energityper, herunder især kul, er blevet brugt i mindre grad.

Laura Nørgaard Lund
Magnus Larsen
Skrevet af:

Laura Nørgaard Lund Magnus Larsen

Relateret indhold