Foto: Colourbox

14.09.23 DI Fødevarer Nyheder

Finanslovsforslag uden store fødevareinitiativer

Finanslovsforslaget for 2024 indeholder ikke de store initiativer på fødevareområdet. Det bliver dog centralt at få prioriteret Fødevarestyrelsens internationale arbejde og indsatsen i medfør af ingrediensstrategien.

Regeringen fremlagde i sidste uge sit forslag til finansloven for 2024. Som ventet havde forslaget sit hovedfokus på investeringer i grøn omstilling, velfærd, uddannelse, tryghed og et Danmark i balance. DI har overordnet forholdt sig positivt til udspillet og blandt andet rost prioriteringen af erhvervsuddannelserne, men DI peger dog også på, at der mangler initiativer, der prioriterer en styrkelse af Danmarks konkurrencekraft med bedre vilkår for generationsskifter og forskning og udvikling – herunder en genindførsel af FoU-fradraget på 130 pct.

Lidt nyt på fødevarefronten

Udspillet indeholder også nyt på fødevarefronten. Der foreslås afsat ca. 760 mio. kr. i perioden 2024-2027 til politiske prioriteringer på fødevare- og veterinærområdet. Det er midler, der erstatter de politiske forlig på fødevare- og veterinærområdet, når disse udløber i år.

Teksten i udspillet antyder, at der ikke er særligt meget, der på forhånd er øremærket på fødevareområdet. Fra DI Fødevarers side har vi kommunikeret – og vil fortsat italesætte - at vi gerne ser, at eksportindsatsen i Fødevarestyrelsen bliver en hovedprioritet, når udmøntningen af midlerne skal drøftes politisk. Her er det også centralt at få videreført indsatsen i regeringens ingrediensstrategi i form af arbejdet i Forum for Fremtidens Ingredienser. Det er afgørende at sikre, at Fødevarestyrelsen har midler og muskler til at løfte disse opgaver ud over den almindelige drift i form af den løbende kontrol på de forskellige områder.

Ud over dette kan det konstateres, at regeringen ikke lægger op til ændringer af punktafgifterne på fødevareområdet. I finanslovsforslaget er disse ikke ændret, og der er derfor ikke lagt op til lempelser på denne front. Det havde vi ellers gerne set, men denne dagsorden er vanskelig at løfte politisk i øjeblikket.

Du kan læse mere om regeringens forslag til finanslov her:
Finanslovforslag med fokus på grøn omstilling, velfærd og tryghed (fm.dk)

Relateret indhold