Smag skal flytte forbrugerne mod en mere plantebaseret kost
Hvad skal der til for, at danskerne spiser mere plantebaseret?
En undersøgelse foretaget af YouGov for DI Fødevarer i foråret i år fortæller, at forbrugerne peger på smagen som den største årsag til, at de ikke spiser mere plantebaseret.
Smag er stadig kongen – også når det handler om en mere plantebaseret kost. Som svar på, hvilke årsager forbrugerne har til, at der ikke spises en mere plantebaseret diæt, markeres det 30 pct. af gangene, at smagen er årsagen til, at de ikke spiser mere plantebaseret.
Hvilke af følgende er årsager til, at du ikke spiser en (endnu) mere plantebaseret diæt?
Kilde: YouGov for DI Fødevarer maj 2023 (963 respondenter)
Anm. Der er mulighed for flere svar, derfor summer procentsatserne ikke til 100.
”Smagen spiller en afgørende rolle i vores madvalg, og derfor er det afgørende at fokusere på smagsforbedringer, hvis der skal ske en ændring i folks kostvaner”, siger branchedirektør Leif Nielsen, DI Fødevarer.
Vaner og tradition spiller en vigtig rolle
Undersøgelsen giver også anledning til at bemærke, at vaner og traditionen ift. at spise kød spiller en betydelig rolle i, hvorfor folk ikke spiser flere plantebaserede produkter. I undersøgelsen bliver vaner angivet som årsagen til ikke at spise mere plantebaseret i 27 pct. af tilfældene, og traditionen om kød blev angivet i 25 pct. af tilfældene. Mange forbrugere er vant til at indtage traditionelle kødbaserede retter, og det kan derfor være en udfordring for dem at bryde med disse etablerede vaner i forhold til at gå den plantebaserede vej.
”Mange forbrugere har muligvis ikke haft tilstrækkelige oplevelser med de nye og forbedrede plantebaserede produkter på markedet på grund af deres vaner og traditioner omkring mad. I forhold til de plantebaserede alternativer er det vigtigt at fortsætte trenden med at tilbyde et fortsat større alternativ og et bredt udvalg af velsmagende plantebaserede produkter”, siger branchedirektør Leif Nielsen, DI Fødevarer.
Flere forventer at spise mere plantebaseret i fremtiden
Selvom de fleste forbrugere ikke forventer nogen udvikling i deres indtag af plantebaserede måltider, ses det alligevel i undersøgelsen, at der er en betydelig del, der forventer at spise mere plantebaseret mad i fremtiden. På spørgsmålet om, hvordan forbrugerne forventer, at deres indtag af plantebaserede måltider vil have udviklet sig om fem år, svarer 33 pct., at de forventer at spise en mere plantebaseret diæt end i dag.
Hvordan forventer du, at dit indtag af plantebaserede måltider vil have udviklet sig om fem år?Kilde: YouGov for DI Fødevarer maj 2023 (1.003 respondenter)
”Der er næppe tvivl om, at forbruget set på tværs af alle danskere bevæger sig i en retning, hvor de plantebaserede alternativer kommer til at fylde mere i indkøbskurven. Men dette sker ikke ”over night”. Selvom supermarkederne giver produkterne mere plads i butikkerne end salget berettiger, så er vi som gennemsnitsforbruger meget konservative”, fortsætter Leif Nielsen.
”Lige nu er madbudgettet i familien Danmark presset. Det går særligt ud over de nye plantebaserede produkter. Men mit håb er, at vores vaner vil rykkes, salget stige og butikkernes udbud kommer til at ligne et britisk supermarked. Her er briterne fem år foran de danske forbrugere”, slutter Leif Nielsen.